Eleverne på Søholmskolen i Jystrup har gjort rent og ryddet op til den store guldmedalje. For kort tid siden havde skolens elevråd arrangeret en stor oprydningsdag, der skulle sørge for, at der kom styr på skolen.
Grunden til oprydningsdagen er, at en undersøgelse på skolen viser, at blandt eleverne fra 0. til 6. klasse synes 45 procent af eleverne, at skolen ikke er ren nok.
- Elevrådet på skolen kom efterfølgende frem til, at det særligt handlede om toiletterne og den generelle oprydning på skolen. De har gennem længere tid haft en "Rene toiletter” kampagne, men elevrådet vidste godt, at der skulle noget andet til i forhold til oprydning i hverdagen. Derfor pitchede deres kontaktlærer elevrådets idé om en Søholmskolens Skraldedag 2.0 for Ejendomsstaben, og de behøvede ingen betænkningstid og sagde ja til samarbejdet med det samme, skriver Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.
Oprydningsdagen blev planlagt af elevrådet, der var klar til at gøre noget ekstra. Der skulle ikke kun indsamles skrald på skolens grund, men også gøres en indsats indenfor på skolen. På elevrådsmøder havde klassens repræsentanter taget billeder rundt omkring på skolen, hvor der for eksemepel var rod og tegnet på borde. Disse billeder blev grundlaget for en handleplan til oprydningsdagen. Til morgensang blev billederne vist på storskærmen, så alle kunne se, hvorfor oprydningen var vigtigt. Her blev der også fortalt, at det var eleverne selv der havde sat fokus på den dårlige oprydning og rengøring af skolen.
Alle klasser fik på dagen tildelt områder, som de havde ansvaret for at oprydde og rengøre. Der blev fjernet blyanttegninger fra møbler, ryddet op på loftrum og depot, rengjort møbler, samlet skrald på skolens udeområde, vasket skabe af, renset for maling i billedkunst og meget mere.
- Hele dagen var det tydeligt, hvor engagerede eleverne var, og hvor meget de alle gik op i opgaven med at få skolen pæn, skriver Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.
En af skolens udfordringer har været, at ikke alle elever vidste nok om affaldssortering, og det har betydet i flere situationer, at affald er blevet sorteret forkert. Derfor blev eleverne undervist i at sortere affald. Undervisningen blev leveret af Per fra Ejendomsstaben, som fik besøg af alle klasser ved affaldsstationen på skift.
Som afslutning på en rigtig god dag, hvor alle elever havde knoklet, havde Per flødeboller med til alle elever som tak for godt arbejde.