Finn Nørbygaard indlagt efter fald i skoven

Den danske komiker og skuespiller Finn Nørbygaard måtte aflyse en forestilling, da han blev indlagt med et brud på benet, efter han faldt på en gåtur i skoven

Entertainer, forfatter og psykoterapeut Finn Nørbygaard optræder lige nu med onemanshowet "Mit liv som klovn". Han måtte aflyse en forestilling lørdag aften efter et fald i skoven. (Arkivfoto).

Entertainer, forfatter og psykoterapeut Finn Nørbygaard optræder lige nu med onemanshowet "Mit liv som klovn". Han måtte aflyse en forestilling lørdag aften efter et fald i skoven. (Arkivfoto).

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Lørdag aften skulle Finn Nørbygaard have stået på scenen med forestillingen "Mit liv som klovn".

I stedet måtte han hentes i ambulance, da han om eftermiddagen faldt på en gåtur i skoven, hvor han fik et indre brud på benet.

Det skriver underholdningsbureauet Showbizz Danmark i en pressemeddelelse.

Han blev kørt til Nordsjællands Hospital, hvor han endte på operationsbordet i to timer.

Det viste sig, at han har revet nogle scener over. Han skal forvente at genoptræne og gå med benskinne i to måneder.

Den 73-årige entertainer måtte grundet situationen aflyse forestillingen lørdag aften i Musikteatret Albertslund.

Men han har tænkt sig at vende fluks tilbage til scenen.

- Jeg kan ikke skuffe publikum og arrangørerne, udtaler Finn Nørbygaard i pressemeddelelsen.

Derfor har han tænkt sig at fortsætte turnéen uden at misse flere shows. Han melder sig nemlig allerede klar til torsdag 20. marts, hvor onemanshowet fortsætter i Grindsted.

- Jeg modificerer mit show, så jeg har mulighed for at gennemføre, er meldingen fra komikeren.

I "Mit liv som klovn" optræder Finn Nørbygaard med musik, komik, sang og underholdning.

Det er planlagt til at spille indtil 25. april, hvor sidste forestilling er i Hjallerup.

Faldet skete, da Finn Nørbygaard vrikkede om på en gåtur i skoven.

Her blev han hjulpet af tilstedeværende medborgere, der fik ham hen til ambulancen med en christianiacykel.

Han takker også de personer i pressemeddelelsen.

Finn Nørbygaard blev i 1980'erne kendt for at danne et komisk makkerpar med Jacob Haugaard.

Sammen lavede de filmene "Jydekompagniet" og "Jydekompagniet 3". Det var med vilje, at de sprang nummer to over, da efterfølgeren ifølge dem altid er dårligere end filmen før.

Som forfatter har han skrevet bøgerne "Mine 12 veje til liv" og "Tillykke med din krise!".

I 2005 åbnede Finn Nørbygaard desuden sin egen psykoterapeutiske klinik.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...