Festligt farvel til populær præst

Den afgående præst i Egebjerg Kirke, Michael Nissen, gik i spidsen for processionen op ad kirkegulvet. Foto:

Den afgående præst i Egebjerg Kirke, Michael Nissen, gik i spidsen for processionen op ad kirkegulvet. Foto:

Hvor mange præster og provster, kan der være i Egebjerg Kirkes våbenhus? Søndag lykkedes det at samle 13 præster, en provst og en provst emeritus, plus kirkens præst Michael Nissen i våbenhuset, efter at de mange præstekjole-klædte havde sat hinanden stævne udenfor kirken i iskold februarblæst.

Anledningen var, at kirkens Michael Nissen går på pension efter 35 år i sognets tjeneste. Kollegaerne var mødt op for at være med til at festligholde afskedsgudstjenesten med en procession fra våbenhuset, op ad kirkegulvet til koret.

Michael Nissen gik forrest i processionen, der var ekstra festlig med trompet og orgel og barokmusik.

Et synligt bevis på præstens store popularitet var det massive fremmøde - der var lige så mange kirkegængere som til en julegudstjeneste.

Talte om talenterne

Den afgående præst tog i sin prædiken afsæt i Matthæus-evangeliet og lignelsen om talenterne fra Jesus’ prædiken for disciplene på Oliebjerget.

– Karakteristisk for Michael fik han lige drejet det til, at vi alle skal bruge løs af de talenter, vi har fået, fortæller menighedsrådsformand Per Kragh.

Formanden brugte sit talent for at holde tale, da der dagen før var afskedsmiddag for præsten i Egebjerg Forsamlingshus med over 100 gæster, og om søndagen da der efter gudstjenesten var afskedsreception, og kirkegængerne strømmede til forsamlingshuset.

Over 1000 højmesser

– Michael, du har været vores pater, vores sjælehyrde, vores præst i 35 år, og du har gjort det samvittighedsfuldt med den inspiration, medleven og evne til trøst, som en præst skal have i sit virke, sagde menighedsrådsformanden

Han havde løseligt optalt, at Michael Nissen har holdt mere end 1000 højmesser i kirkerne i Egebjerg og Rørvig og i den seneste tid Vig og Nørre Asmindrup.

Formanden kaldte det vemodigt at sige farvel.

– Du har haft et utal af samtaler på dit kontor og ude i hjemmene. Særligt har du besøgt de ældre, de ensomme, de sørgende, de der havde behov. Du har taget del i mange af os sognebørns liv, på godt og ondt, glædeligt og sørgeligt, sagde formanden.

Han nævnte Michael Nissens særlige talent for at gøre evangeliet og Guds virkelighed nærværende.

– En evne til fra prædikestolen at tale til os, så vi næsten følte, at du talte personligt til os, sagde formanden.

Han takkede Michael Nissen for at have været med til at grundlægge sorggruppen, hvor de, der har mistet, kan møde andre i samme situation, tale med hinanden, med præsten og med en psykolog.

En række kollegaer

Deltagerne i processionen var - udover Michael Nissen selv - Charlotte West og Henrik Bach fra Fårevejle Kirke, Sten Hartung, Nykøbing Sjælland og Rørvig kirker, Louise Buch Jensen, Højby Sj. Kirke, Ann Skov Sørensen, Nørre Asmindrup og Egebjerg kirker og Anders Tangaa Jensen, Grevinge Kirke.

Der var også Janne Sulkær fra Vallekilde Valgmenighedskirke, Karen Margrete Bruvik Evald, Asnæs Kirke, Gunhild Als, Nykøbing Sj. Kirke, Mette Kvistbo Bjerrum, Vig Kirke, Emilie Esbjørn, tidligere Rørvig Kirke, Hans-Henrik Nissen (Michael Nissens bror), provst i Fredensborg Provsti, Annemette Nissen (Michael Nissens søster), præst i Tikøb og Gurre sogne. Og Niels Arnberg, provst emeritus i Odsherred, Ida Balslev Willert, tidligere Rørvig Kirke, og Niels Jørgen Willert, tidligere Tølløse Kirke.

Præstegård renoveres

I forbindelse med pensioneringen fraflytter præsten og hans hustru Katrine Nissen præstegården. Inden en ny præst flytter ind, skal præstegården renoveres.

Frem til den 1. marts dækker kollegaer fra Odsherred Provsti Michael Nissens opgaver. Derefter indtræder Ebba Neimann Rasmussen som fast præstevikar, og hun er på opgaven, mens præstegården bliver sat i stand og til ansættelsen af en ny præst.

– I bedste fald sker det til efteråret, hvis vi er meget optimistiske, siger Per Kragh.

Foto: Per Christensen
Foto: Per Christensen
Foto: Per Christensen
Foto: Per Christensen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...