Kåre Quist havde sin nye kæreste med på lægterne, da F.C. København og Sønderjyske tørnede sammen på grønsværen i Parken søndag.
Det bekræfter nyhedsværten nu over for Ekstra Bladet.
- Derudover har jeg ikke nogen kommentarer til vores privatliv. Hun er ikke en offentligt kendt person og ønsker bestemt heller ikke at blive det, siger den 53-årige tv-vært til avisen.
Kåre Quist har tidligere selv været journalist på Ekstra Bladet, inden han kom til DR i 2007.
Her lærte han journalisten Tine Røgind at kende, og de fandt senere sammen.
I 2012 blev de gift, og året efter blev de forældre til sønnen Carl.
Efter 12 år sammen oplyste parret i 2022 på Instagram, at de skulle skilles.
- Vi er gået fra at være gift til nu at være hinandens bedste venner. Sådan er det. Og sådan vil det altid være, skrev han i opslaget på det sociale medie.
Året efter dannede Kåre Quist i en periode par med dagplejer og personlig træner Christina Odorico, der tidligere har medvirket i realityprogrammet "For lækker til love" på TV3.
/ritzau/