Nye folk tager over i ny bydel - har store planer

Der er lagt store planer for Rødovre Port.

Der er lagt store planer for Rødovre Port.

Foto: Christian Valsted

Tæt ved Rødovre Station er Rødovre Port skudt op som ny bydel. Der er nu kommet nye folk til på arbejdet i området.

Falch Erhverv har overtaget formidlingen af erhvervslejemål i Rødovre Port i samarbejde med Viga Real Estate, der netop har overtaget ejendommen fra Gefion Group sammen med kapitalpartneren Pictet. 

Overtagelsen er en del af et større samarbejde mellem Viga og Pictet, kendt som "Project Gateway", hvor de to parter har købt i alt 534 boliger og 15 erhvervsenheder fordelt på 37.150 kvadratmeter og 11 ejendomme i Rødovre Port, oplyser Falch Erhverv i en pressemeddelelse.

Rødovre Port er et område, der skal appellere til både beboere og virksomheder. For at styrke områdets attraktivitet investerer Viga i en række forbedringer, herunder ny skiltning, flere cykelstativer, skjult affaldshåndtering samt opgraderede legepladser og tagterrasser med grønne områder og møbler.

Henvender sig til bred vifte

- Vi er begejstrede for at bidrage til at forme fremtidens bymiljø i området, der forventes at blive et attraktivt knudepunkt med et væld af lokale butikker og faciliteter. Med sin centrale beliggenhed og alsidige muligheder for erhvervslivet har området potentiale til at blive et naturligt samlingspunkt for både mindre virksomheder og større brands. Derudover vil Viga igangsætte initiativer såsom månedlige loppemarkeder, der skal øge aktiviteten i området og tiltrække både lokale og besøgende, skriver Falch Erhverv i pressemeddelelsen.

Det ligger i planerne, at området skal henvende sig til en bred vifte af virksomheder, herunder cafeer, sundhedsklinikker, dagligvarebutikker, frisører og specialbutikker, som vil kunne drage fordel af den stigende beboer- og pendlertrafik.

- Med Viga som ejer og vores ekspertise i erhvervsformidling har vi store forventninger til, hvordan Rødovre Port vil udvikle sig i de kommende år. Udlejningen er fleksibel, og større erhvervsenheder kan opdeles i mindre lejemål, der passer til behovene hos eksempelvis klinikker, fysioterapicentre, fitnessfaciliteter eller netcaféer, skriver Falch Erhverv.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...