Der er gang i aktiviteten på boligmarkedet for kendisfrisøren Dennis Knudsen.
Forleden kom det frem, at han havde solgt sit hus i Korsør, og nu er sommerhuset også sat til salg.
Det fortæller Dennis Knudsen til SE og HØR.
Til mediet oplyser han, at salgsprisen for sommerhuset ligger på 3.495.000 kroner.
Sommerhuset ligger i Ellinge Lyng ved Højby, og Dennis Knudsen er allerede så langt i processen, at han har fundet en ejendomsmægler, som skal sørge for, at boligen kan blive solgt.
Arbejdet med at få solgt sommerhuset er også allerede påbegyndt, da ejendomsmægleren er gået i gang med at fotografere sommerhuset til salgsannoncen, skriver mediet.
Kan tjene millioner
Dennis Knudsen kan se frem til en mindre milliongevinst, hvis huset går til den udbudte pris.
Frisøren købte nemlig selv sommerhuset tilbage i 2017, hvor han lagde 1.750.000 kroner på bordet. Altså næsten det halve af, hvad han nu har sat huset til salg for.
Årsagen til salget skyldes ifølge ham selv, at han ikke længere har brug for sommerhuset.
- Jeg har fået hus i Thailand, og jeg har campingvogn, og jeg skal have et nyt hus med have, så sommerhuset, har jeg ikke brug for mere, fortæller Dennis Knudsen til SE og HØR.
Dennis Knudsen er far til fire til daglig. Han har børnene Lucas, Noah og Aura, mens han fik sit fjerde barn tilbage i december sidste år med en amerikansk rugemor.
Han fortæller til mediet, at det er planen, at børnene skal med til Thailand, hvis de skulle ende med at flytte i fremtiden.