Fog får nyt navn og indgår aftale med bygge- markedskæmpe

Johannes Fog A/S slår sig sammen med det danskejede XL-Byg for at styrke sortiment og konkurrenceevne i et hårdt marked.

Karsten Østergaard Larsen er administrerende direktør i byggekæden Fog og ser mange ligheder mellem Fog og den nye partner XL-Byg.

Karsten Østergaard Larsen er administrerende direktør i byggekæden Fog og ser mange ligheder mellem Fog og den nye partner XL-Byg.

Foto: Foto: Fog

Byggemarkeds- og trælastkæden Johannes Fog A/S melder sig nu ind i den danskejede XL-Byg-kæde som en del af en langsigtet plan, der skal styrke begge virksomheders position i den stadig mere konkurrence-
prægede branche for byggemarkeder. Det skriver virksomhederne i en fælles pressemeddelelse.

Aftalen giver ifølge parterne Fog adgang til stordriftsfordele, marketingindsatser og en bedre hånd, når der skal købes stort ind samtidig med at virksomheden kan fortsætte sine relationer til kunderne. Blandt andet bevares  Fog-navnet, butikkernes udtryk og koncept.

Ifølge Thorbjørn Sejer Jensen, der er CEO for XL-Byg kæden, skal samarbejdet styrke XL-Bygs tilstedeværelse i den østlige del af Danmark, hvor Fog i dag har sine fysiske forretninger.

Styrket position 

Fog beholder sin blå farve og logo, men vil fremover operere under navnet XL-Byg Fog. Alle eksisterende butikker forbliver hvor de er i dag.

- Markedet har ændret sig markant, og vi ser stadig større krav til konkurrenceevne og effektivitet. Samarbejdet med danskejede XL-BYG giver os styrken fra et større netværk og friheden til at være os selv. Vi bevarer det, der gør Fog til Fog: Vores DNA, vores navn, vores værdier samt vores fondsejerskab. Samtidig sikrer vi, at Fog står stærkt – både nu og i fremtiden, lyder det fra administrerende direktør i Fog Karsten Østergaard Larsen i pressemeddelelsen. 

Der er samlet ni Fog forretninger på Sjælland, hovedsageligt i Nordsjælland og hovedstadsområdet.

Om Fog og XL-Byg

  • Johannes Fog A/S blev grundlagt i 1920 som en lokal tømmerhandel i Kgs. Lyngby.
  • Johannes Fog A/S består af ni trælast- og byggecentre fordelt på Sjælland, et Bolig & Designhus samt en webshop.
  • ·Johannes Fog A/S er ejet af Tømmerhandler Johannes Fogs Fond, som deler ud af overskuddet med støtte til almennyttige formål, velgørenhed og forbedringer af miljøet og samfundsudviklingen.
  • XL-Byg A.M.B.A. er en frivillig trælast- og byggecenterkæde ejet af 25 andelshavere, der alle er danske tømmerhandlere.
  • XL-Byg driver 94 forretninger over hele landet.
  • XL-Byg-kæden driver to webshops, hhv. XL-BYG.DK og XL-PRO.DK.
Kilde: Johannes Fog og XL-Byg

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...