Vestegnen HF & VUC har afholdt en uddannelsesdag for skolens kursister på 9. og 10. klasses niveau. Til arrangementet kunne kursisterne få viden om og stille spørgsmål til uddannelsesinstitutioner som SUSO H, Technical Education Copenhagen, Hotel- og Restaurationsskolen, NEXT Uddannelse København og Vestegnen HF & VUC.
- Mange af vores kursister på 9. og 10. klasse har en anden etnicitet end dansk og har et begrænset kendskab til deres uddannelsesmuligheder i Danmark. Med en 9. og 10. klasse i bagagen åbner der sig en række muligheder, og netop disse har kursisterne nu fået et større indblik i efter en dag, hvor de kunne stille spørgsmål til både undervisere, vejledere og elever fra de repræsenterede institutioner, fortæller uddannelseschef Ingolff Lindbo i en pressemeddelelse.
Præcis den oplevelse står Ayesha Akram med.
- Jeg kender ikke ret meget til det at tage uddannelse i Danmark. Lige nu er jeg ved at tage 9. klasse her på skolen, men jeg drømmer om noget inden for tec. Derfor glæder jeg mig til at høre, hvad jeg har af muligheder, når jeg om lidt skal ind og høre fra Technical Education Copenhagen, fortæller hun i pressemeddelelsen.
- Vi ønsker at give vores kursister et bredt perspektiv på deres fremtidige uddannelsesmuligheder. Det har de fået. Og jeg kan høre på mine kursister, hvordan nogle er blevet afklaret, og hvordan andre har fået vækket en nysgerrighed, fortæller Søren Hansen, der til daglig er underviser på Vestegnen HF & VUC.