I de tidlige 70'ere kom de første restriktioner for borgerne i transportkorridoren, som står til at skulle huse Frederiksundmotorvejen. Arealer blev reserveret til motorvej og lodsejerne fik påmindelse om, at så måtte korridoren ikke bruges til projekter, som kunne vanskeliggøre motorvejen.
Her cirka 55 år senere er motorvejen stadig ikke lavet, og nu kan borgerne igen komme til borgermøde og åbent hus om sagen. Det skyldes, at der skal laves en ny miljøkonsekvensvurdering af motorvejens 3. etape.
Vejdirektoratet har meldt ud, at det er sparetider, og derfor kan blandt andet broen ud gennem Værebro Ådal blive forkortet, for at få de økonomiske ender til at hænge sammen.
Vil du sikre dig, at din stemme bliver hørt, så har du nu to muligheder.
I Stenløse
Den første er på Egedal Gymnasium den 20. marts. Fra 16 til 17 er der åbent hus, hvor du kan tale med fageksperter fra Vejdirektoratet. Det efterfølges af et egentligt borgermøde fra klokken 17 og 19, hvor
Vejdirektoratet fortælle mere om den igangværende miljøkonsekvensvurdering og om det videre forløb med ekspropriation og anlægsarbejde. Herefter kan du komme med synspunkter samt forslag og idéer til det videre arbejde med miljøkonsekvensvurderingen og anlægsprojektet.
I Gundsømagle midt på dagen
Det næste møde holdes den 26. marts i Gundsømagle Forsamlingshus i dagtimerne. Så her skal man tage fri fra arbejde, hvis man vil sikre sig, at Vejdirektoratet hører, hvad du har at fortælle.
Det åbne hus ligger nemlig fra 11 til 17. Her kan du tale med fageksperter fra Vejdirektoratet og rådgivere på projektet, men altså ikke hører hvad dine naboer skulle mene om projektet. Ved dette arrangement er der god tid til at drøfte ejendomsforhold og andre specifikke problemstillinger i rolige omgivelser.
Det lidt mærkværdige tidspunkt, hvor mange er på arbejde, studser formand for Gundsømagle Landsbyråd, Palle Gram, over.
- Jeg kan da godt se, at det er et lidt underligt tidspunkt for et sådant arrangement. På den anden side, er det helt ok, at der er afsat rigtigt god tid til en dialog med Vejdirektoratet om emnet. Landsbyrådet vil helt sikkert møde op - for at sikre, at den ønskede vejunderføring for cyklister ved krydsningen af Holmevej ikke bliver sparet væk, siger han.