Tusindvis af løbere besøger Lyngby

Løbet 'Sydbank Den Grønne Halvmaraton' skaber liv, glade dage og trafikale omlægninger i Lyngby-Taarbæk.

Løbet 'Sydbank Den Grønne Halvmaraton' skaber liv, glade dage og trafikale omlægninger i Lyngby-Taarbæk.

Foto: Presse

Når starten til 'Sydbank Den Grønne Halvmaraton' skydes i gang søndag 27. april klokken 11.00 fra Lyngby Centrum har op til 5.000 løbere snøret løbeskoene. Det er det største antal deltagere de seneste seks år.

- Det er blevet folkeligt at løbe, og det kan vi se på antal tilmeldinger, for det er vigtigt for os at sige, at halvmaratonen først og fremmest er et motionsløb. Derfor gør vi rigtig meget ud af at finde smukke og dejlige ruter, så det bliver en nydelse og en oplevelse. Og med den nye fem kilometer rute gennem Sorgenfri Slotspark bliver ruten og oplevelsen endnu grønnere, siger løbsleder Klaus Kristiansen fra SNIK Atletik. 

Det er 45. gang, at 'Sydbank Den Grønne Halvmaraton' afvikles, og i år kan der løbes på tre distancer. Naturligvis de 21,1 kilometer og samtidig er der ruter på fem og ti kilometer, som går gennem Sorgenfri Slotspark.

- Alle sejl er igen sat til, så alt klapper ned til mindste detaljer. Undervejs på ruterne vil løberne og tilskuerne blive mødt med heppekor og bands, ligesom der vil være masser af aktiviteter i byen, siger Klaus Kristiansen og fortsætter:

- Vores fartholder-teams står også klar til at få alle godt gennem løbet. Alle fartholdere er medlem af SNIK Atletik og er erfarne halvmaraton- og maratonløbere. Deres fornemmeste opgave er at gøre deltagernes løbeoplevelse med 'Sydbank Den Grønne Halvmaraton' til en perfekt løbe- og motionsdag.

Grønne tiltag

I år vil man gøre løbet mere grønt og klimavenligt. Tidtagerbilen er eldrevet, alt affald sorteres, der er ingen plastbægre på væskedepoterne, og der er hverken kuverter eller plastikposer, når løbsnumrene udleveres.

- Endelig opfordrer vi alle til at komme til start enten på cykel eller med offentlige transportmidler, lyder opfordringen fra Klaus Kristiansen.

Løbets hovedsponsor Sydbank bidrager igen i år til at gøre det hele endnu mere festligt. Samtidig er Sydbank vandsponsor ved alle væskedepoter, ligesom Sydbank personale fra Lyngby afdeling anført af filialchef Maria Uldall Brinkløv står personligt klar i mål til at udlevere vand, når alle deltagere krydser målstregen.

Tilmeld dig nu

Der er åbent for tilmeldinger til Sydbank Den Grønne Halvmaraton helt frem til 27 april., hvor løbet finder sted. Du kan læse mere på www.groennehalvmaraton.dk.

Trafikken påvirkes

I Kgs. Lyngby vil Lyngby Hovedgade mellem Jernbanevej og Klampenborgvej være spærret for trafik fra kl. 07.00 til 16.00 på løbsdagen. 

I Virum, Sorgenfri, Lundtofte, Ørholm og Brede vil der være stop i trafikken i perioder.

Der vil også være ændringer for busruterne 182, 183, 184, 190, 191, 194 og 300S. Tjek moviatrafik.dk og dinoffentligetransport.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...