Der er gensidig interesse for at bygge seniorboliger i Svogerslevs industriområde. Men foreløbigt er det sparsomt, hvor mange detaljer grundejeren ellers kan løfte sløret for.
Grunden er ejet af advokat Michael Jordan, der bor i Gevninge. Hans rådgiver Ib Kaa kan på nuværende tidspunkt bekræfte, at der har været en dialog med Roskilde Kommune om fremtidige muligheder, men derudover afventes den videre dialog med kommunen.
Der er tale om Svogerslev Hovedgade 48, der strækker sig hele vejen fra hovedgaden til Lindenborgvej med Lynghøjskolen på den ene side og Industrileddet på den anden. Det betyder ikke, at der kommer boliger på hele grunden, hvis det bliver en mulighed.
- Der er nogle åbne arealer, som der ikke er bygninger på i dag. I udgangspunktet vil det være de områder, vi kigger på, skulle det blive relevant. Men vi står et sted, hvor vi afventer, og det er for tidligt at konkludere noget som helst om, hvad der kan ske i området, siger rådgiver Ib Kaa på vegne af Michael Jordan.
Hvad en jordforurening fra den tidligere Svogerslev Maskinfabrik kommer til at betyde for projektet, ved han heller ikke endnu.