Transportministeren Thomas Danielsen (V) oplyser nu i et brev til Ringsted Kommune, at planerne om kapacitetsudvidelsen af jernbanenettet øst for Ringsted fastholdes trods pressede budgetter. Dog er en opgradering af Ringsted Station kørt ud på et sidespor.
- Transportministeren har besluttet at fastholde planerne om kapacitetsudvidelse af jernbanenettet øst for Ringsted trods budgetpres.
- Ringsted Kommune havde tidligere opfordret ministeren til at holde fast i udbygningsplanerne på grund af bekymringer om besparelser.
- Budgetudfordringerne skyldes stigende priser på materialer som stål og beton, hvilket har truet jernbaneprojekter.
- Borgmester Klaus Hansen er tilfreds med beslutningen om at fortsætte med udfletningsanlægget, men beklager manglen på hastighedsopgradering.
- Den østlige udfletning anses for vigtigst for effektiv togdrift og pendlertrafik i regionen.
Det fortæller Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.
Udsigten til besparelser på det det danske jernbanenet fik i sidste måned byrådet i Ringsted Kommune til at sende et brev til transportministeren med en klar opfordring til at holde fast i udbygningsplanerne ved Ringsted.
Det skete blandt andet efter omtale i Sjællandske Nyheder og Ingeniøren.
Læs også
- Fremtiden for togstation er usikker - fælles front i opråb til regeringen
- Besparelser kan have store konsekvenser - sjællandsk station kan blive en prop på hele nettet
Stigende priser
Budgetudfordringerne skyldes de senere års stigende priser på bl.a. stål og beton, som har truet med at spænde ben for dele af udbygningen af det danske jernbanenet.
Således også i Ringsted, hvor der er planer om både en kapacitetsudvidelse i form af en fletteløsning øst for Ringsted og en hastigheds-opgradering.
Nu oplyser transportministeren i et brev stilet til Klaus Hansen (V), borgmester i Ringsted Kommune, at der trods budgetudfordringerne holdes fast i et nyt udfletningsanlæg øst for Ringsted, så de mange tog, fra fire forskellige retninger, kan passere effektivt uden at skulle vente på hinanden.
Læs også
- Reagerer på godsejers drøm: - Står højt på ønskelisten
- Bekymret for knudepunkt: - Tudetosset hvis togene holder og venter
- Godsejer arbejder på enormt projekt - kan skabe 1000 arbejdspladser
Glad borgmester
Og det er godt nyt, mener Klaus Hansen:
- Jeg er meget tilfreds med, at der holdes fast i investeringerne, som sikrer en effektiv togdrift omkring Ringsted. Vi er et helt centralt knudepunkt for tusindvis af daglige pendlere fra hele vores region, og det skal vi blive ved med at være, siger Klaus Hansen.
Til gengæld fremgår det af brevet fra transportministeren, at den kommende løsning ikke forventes at indeholde den planlagte hastighedsopgradering. Hertil siger Klaus Hansen:
- Jeg havde naturligvis helst set, at der også var penge nok til den nødvendige ombygning på Ringsted Station. Men når der nu ikke bliver råd til det hele, så er det virkelig glædeligt, at der holdes fast i den østlige udfletning. Det tror jeg betyder allermest for de mange togrejsende, siger Klaus Hansen.