Politiet efterlyser vidner efter der blev fundet en livløs kvinde i en bolig på Skovvej i Holme-Olstrup i går.
- Det stod hurtigt klart, at kvinden ikke stod til at redde. Samtidig var der flere forhold, der kunne tyde på, at dødsfaldet ikke var naturligt. Politiet har i løbet af fredagen og natten til lørdag foretaget afhøringer og kriminaltekniske undersøgelser på stedet og talt med folk i området, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Politiets efterforskning har ført frem til, at der er to anholdte, og de har begge en relation til den afdøde. De er begge sigtet for drab, og de fremstilles i grundlovsforhør i dag klokken 13.30.
- I forbindelse med sagen efterlyser vi oplysninger fra folk, der kan have set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring Skovvej i Holme-Olstrup i løbet af dagene fra den 26. februar til 28. februar. Man kan ringe til os på telefon 114, siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson i pressemeddelelsen.
Der vil blive begæret lukkede døre ved grundlovsforhøret, og derfor har anklagemyndigheden ikke yderligere oplysninger til sagen lige nu.