Straffesagen om vittigheder om jøder og sorte egner til at komme helt til tops i retssystemet.
Det mener den dømtes forsvarer.
Han oplyser i en mail til Ritzau efter landsrettens dom, at han vil ansøge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.
Vestre Landsret fastslog mandag formiddag, at 50 vittigheder var en overtrædelse af straffeloven.
Nærmere bestemt den paragraf, som forbyder forhånelser af grupper på grund af deres hudfarve, tro og andre forhold.
- Vi er overrasket over landsrettens bevisresultat og vil fra Procesbevillingsnævnet forsøge at få tilladelse til at få sagen indbragt for Højesteret, skriver advokat Lars Kaasgaard.
Den dømte i sagen er en 29-årig multimediedesigner. Under sagen har han forsikret, at han ikke er racist.
Han har også fortalt, at han har fået flere sympatitilkendegivelser fra komikere og andre, efter at straffesagen mod ham blev rejst.
- Sagen rummer efter vores opfattelse nogle principielle synspunkter omkring ytringsfriheden i forhold til, hvad der kan gøres til vittigheder og jokes på en offentlig tilgængelig hjemmeside, skriver forsvareren.
I landsretten har seks dommere vurderet vittighederne.
Fem af dem har slået fast, at der kan dømmes, også når de forhånende og nedværdigende udsagn var formuleret som vittigheder.
En enkelt ville frifinde af to årsager. Dels er det ikke groft nok til at være omfattet af straffeloven, og dels skulle man gøre noget aktivt for at fremsøge materialet på en hjemmeside.
Landsretten har fastsat straffen til betinget fængsel i syv dage. Specialanklager Susanne Holst Højbjerg mente, at 30 dage var den rigtige sanktion.
Det vides ikke hvornår Procesbevillingsnævnet vil afgøre, om sagen skal videre i retssystemet.
/ritzau/