Borgere med brændeovne fra før 2008 kan ånde lettet op. Der er ikke politisk flertal for at udskifte eller nedlægge gamle brændeovne og pejseindsatse i Fredensborg. Det står klart efter, at sagen blev behandlet i Udvalget for Natur, Miljø og Bæredygtig udvikling i sidste uge. Vi i bragte her i avisen og på SN.dk fredag den 21. februar en artikel, der handlede om forslaget til nye regler for brændeovne, som skulle drøftes i udvalget. Desværre blev artiklen ved en fejl ikke publiceret inden udvalgsmødet havde fundet sted, men efter, og således fremgik det ikke, at flertallet var imod de nye regler.
- Flertallet i Udvalget for Natur, Miljø og Bæredygtig udvikling afviser strammere regler for gamle brændeovne.
- Venstre og Socialdemokratiet mener, at nationale regler er tilstrækkelige.
- Udvalget ønsker mere oplysning om korrekt brug af brændeovne.
- Formand Hanne Berg er skuffet over manglende lokale regler på grund af sundhedsrisici.
Nationale regler rækker
Sara Lykke (S), Per Frost Henriksen (S), Steen Løfstrøm (UP) og Mie Stattau (V) stemte imod forslaget om lade administrationen udarbejde et udkast til en kommunal forskrift for brændeovne og pejseindsatse i områder med kollektiv varmeforsyning i Fredensborg Kommune.
- Jeg synes, at det var langt over, hvad formålet egentlig var. Den nationale lovgivning er tilstrækkelig, og det ville også medføre for store omkostninger. I stedet kan man som boligejer med en gammel brændeovn tænke det ind ved et eventuel ejerskifte, siger Mie Stattau (V).
Også Per Frost Henriksen (S) er betænkelig ved udgifterne til administration og vil ikke pålægge brændeovnsejere flere restriktioner, end der i forvejen er.
- Vi fulgte ikke opfordringen, blandt andet fordi der var nogle omkostninger til registrering forbundet med den. Vi behøver heller ikke at gøre det mere restriktivt, end lovgivningen siger. Jeg er ikke sikker på, at den restriktive vej er den rigtige, siger Per Frost Henriksen (S).
Mere oplysning
I udvalget var der opbakning til, at kommunen kan gøre mere ud af informere om brændeovnenes forurening, og hvordan man tænder bedst op i sin brændeovn ved at fyre med rent og tørt træ og sørge for rigelig lufttilførsel.
Udvalgets formand, Hanne Berg (SF), havde ellers gerne set kommunale regler gamle brændeovne.
- Som formand er jeg ærgerlig over det, da det er et vigtigt initiativ i forhold til folkesundheden set i lyset af, at luftforurening fra brændefyring årligt på landsplan er skyld i cirka 400 for tidligt dødsfald ifølge beregninger fra DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, siger hun.
Udover Hanne Berg (SF) stemte også Bettina Bové (Rad. V) for forslaget, som altså ikke opnåede flertal.