Politiet er rykket ud til et knivstikkeri. En person er angiveligt blevet stukket flere gange.
- Vi er nede til noget knivstikkeri. Det var en anmeldelse, vi fik klokken 15.57 i dag. Her er en person stukket i maven flere gange, siger Vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Boie Rasmussen til Sjællandske Nyheder.
Politiet leder lige nu efter en gerningsmand i området ved Hårlev.
- Vi leder efter en gerningsmand i Hårlev og nærområdet. Vi har en formodning om, hvem det er, siger Boie Rasmussen og fortsætter:
- Der er ingen fare for andre i området. Det er vores opfattelse, at det kan være internt.
Han understreger, at intet tyder lige nu på, at det er banderelateret.
Offeret blev stukket flere gange.
Pågældende er fløjet til Riget. Vi har ikke noget om vedkommendes tilstand endnu, siger Boie Rasmussen.
Det var en beboer i Hårlev, der ringede og fortalte, at en person var blevet stukket flere gange med en kniv.
Politiet har nu talt med offeret, der ligger på Rigshospitalet.
- Vi er færdige med at tale med den pågældende, om det han kunne tale om. Og vi har talt med lægerne, siger Boie Rasmussen, der er meget optimistisk med at finde gerningsmanden.
- Vi har ikke anholdt nogen. Det gør vi nok på et tidspunkt, siger han.