Nu er datoen sat for lukning af dansk kæde

My Home har fortsat tre butikker på Sjælland, som snart må dreje nøglen om.

Det har længe ligget i kortene, men nu er den god nok.

Det er slut med at handle i møbelkæden My Home, der endegyldigt har besluttet at dreje nøglen om i samtlige af de resterende 23 butikker i Danmark.

Det skriver mediet Wood Supply, der har fået nyheden bekræftet af stifter Jan Hallas.

Allerede tilbage i oktober sidste år meldte Jan Hallas ud, at møbelkæden skulle lukke. Dengang lagde han ikke skjul på, at driften af My Home havde taget hårdt på hele familien.

- Jeg har lovet mig selv og min familie, at hvis jeg ikke kan se lys for enden af tunnelen, vil jeg lukke My Home i rettidig omhu. Og det gør jeg nu, fortalte han dengang til mediet.

Lokale butikker lukker

Datoen for lukningen af møbelkæden er sat til 31. maj 2025. I første omgang var datoen ellers sat til 1. marts, men fristen er altså blevet forlænget.

My Home har fortsat butikker på Sjælland i Ishøj, Holbæk og Næstved, men det er endnu uvist, om butikkerne får lov at holde åbent helt til 31. maj.

Sjællandske Nyheder har været i kontakt med direktør for My Home, Hans Christian Andersen, men han har ingen kommentar til lukningen.

- Jeg har ingen kommentarer, lyder det kortfattede svar fra direktøren til Sjællandske Nyheder.

Sjællandske Nyheder har desuden været i kontakt med butikken i Ishøj, som henviste til direktør Hans Christian Andersen.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...