Superbilen Zenvo har i årevis haft sin base på Rosagervej i Præstø, hvor der håndbygges sportsbiler i millionklassen. Men nu kan den lokale bilproducent risikere at blive ramt af sanktionerne mod Rusland.
Zenvo har ganske vist danske rødder i kræft af grundlægger Troels Vollertsen, der i dag er teknisk chef for virksomheden. Det reelle ejerskab af fabrikken skal man til udlandet for at finde.
Fabrikken har tidligere har været ejet af den russiske erhvervsmand Valery Abramov og hans to sønner, der har tjent milliarder i stålindustrien og har en forbindelse til Vladimir Putin, skriver erhvervsmediet Finans.dk.
Valery Abramov forlod for nogen år siden ejerkredsen i firmaet. Det skete efter Ruslands annektering af halvøen Krim, hvor den russiske rigmand hjalp Vladimir Putin med at bygge en motorvej ind på Krim for 19 milliarder kroner.
I dag har firmaet bag Zenvo Automotive officielt adresse i Tjekkiet, og en Vladimir Ivanov, der står til at eje 90 procent af firmaet, har også adresse i Tjekkiet. Men ifølge CVR-registret er Abramov-familien ikke helt ude af firmaet endnu. Her står sønnen Anton Abramov nemlig opført som bestyrelsesformand for Zenvo.
Derfor er det heller ikke utænkeligt, at Abramov-familien kan blive ramt at nye sanktioner, som kan påvirke Zenvo Automotive.
Sjællandske har forsøgt at få en kommentar fra Zenvo Automotives administrerende direktør, Angela Hartman, men det er ikke lykkedes.
I en mail til Børsen skriver hun følgende:
»Siden vi stiftede virksomheden i 2007, har vi haft en streng politik om ikke at afsløre vores interne forretningsplaner i offentligheden, om det så er relateret til ejerstrukturen eller andet. Det gælder stadig i dag, og jeg har ingen kommentarer.«