Mange kvinder ville formentlig give deres halve arm for at føde så hurtigt. I hvert fald i teorien. Men næppe én eneste ville i virkeligheden ønske at bytte plads med en kvinde, der torsdag aften, 13. februar, blev overrumplet af veer lige ved stationen i Roskilde.
For mens der normalt er relativt god tid til at nå frem til hospital med både fødegang, jordemoder og varme, gik fødslen så hurtigt for kvinden, at hun nedkom på fortovet, mens temperaturen var lige omkring frysepunktet.
Og i stedet for en jordemoder blev Stella på 50 centimeter og 3280 grams modtaget af tilfældige forbipasserende, der både assisterede under fødslen, fik Stella svøbt ind i varme tæpper og ringet 112 fra det nærliggende pizzeria.
Episoden har vakt stor opmærksomhed blandt medlemmerne af Facebookgruppen Roskilde Hjælper Hinanden, efter én af de kvinder, der hjalp den fødende, skrev om episoden i håb om, at nogen kunne afklare, om den lille nyfødte havde det godt.
- Min veninde og mig var ude og gå, en aftentur i går. Her løb vi ind i et par, hvor kvinden var gået i fødsel. Det gik stærkere end vi kunne nå at blinke, hedder det blandt andet i opslaget, der fortsætter:
- Hun fødte et smukt barn midt på fortorvet. Et smukt og meget kaotisk øjeblik. Vi fik hjulpet dem ind i varmen, og i samarbejde med andre pakket barnet ind og ringet 112, skriver én af de kvinder, der var med til at hjælpe ved fødslen.
Efterfølgende har Stellas nyslåede bedsteforældre også været på Facebook.
De kan på Roskilde Avis' facebook-side afsløre, at både hun og moderen skam har det godt.
- Kære hjælpere. Tak for hjælpen i torsdags, da vores barnebarn kom til verden. Alle har det godt. Det er hjemme og i god behold..... Tak fra farfar og farmor, skriver de blandt andet i opslaget.