Zayn er vendt tilbage som ejer af vandpibecafe

Vandpibecafeen i Slotsgade 55 i Hillerød får nu nyt liv.

Zayn Al-shimari, som tidligere ejede cafeen i 2015-2017, har nemlig igen overtaget stedet, som han har givet det nye navn Café Gab.

Og det er ikke, fordi man skal sidde og blive træt i lokalerne - men fordi cafeen er opkaldt efter hans lille søn Gabriel på 10 måneder.

Trygge rammer

Der er brug for en vandpibecafe som Café Gab i Hillerød, mener han:

“Byen har brug for et sted, der kan rumme de unge, som ikke kan være andre steder, under trygge rammer til hygge og en sludder. Her skal være god stemning og en afslappende atmosfære,” siger han.

I Café Gab kan man drikke en god kop kaffe, dele en pibe med vennerne, se en fodboldkamp eller nyde en smoothie eller alkoholfri cocktail. Der serveres også kage, nachos og lignende, til når man er ’sulten for sjov’.

“Man kan også sidde her og arbejde eller skrive på en opgave. Her er gratis wifi og masser af muligheder for opladning. Eller man kan sidde og stresse af med en pibe med vennerne,” siger han.

29-årige Zayn Al-shimari overtog cafeen i december og genåbnede stedet, som han har fået sat i stand, den 14. januar - midt i en coronakrise. Men det slår ham ikke ud:

“Man er nødt til at tænke lidt ud af boksen og satse lidt. Jeg mener også, der er et marked for det her sted,” siger han.

Nedlukning og brand

Zayn Al-shimari har ellers mødt masser af udfordringer i den seneste tid. For han overtog i oktober 2020 lokalerne, hvor Café Hoe tidligere lå lidt længere ned af Slotsgade, og åbnede der sin cocktailbar Socialz. Men baren nåede kun at være åben i i halvanden måned, inden coronanedlukningen kom, og baren måtte lukke ned helt indtil slutningen af maj 2021. Oveni lukningen blev cocktailbaren så ramt af en brand i juni - og blev igen ramt af coronarestriktionerne og nedlukning denne vinter.

Zayn Al-shimari kan ovenikøbet ikke få nogen kompensation for nedlukningen, fordi cocktailbaren var helt ny, så han ikke kan fremvise nogen papirer på indtjening med mere.

Men det slår ham altså ikke ud:

"Jeg har heldigvis en flink udlejer. Og jeg er ikke bange for at tage chancer - og giver ikke bare sådan op,“ siger Zayn Al-shimari, som ved siden af cafeen og cocktailbaren også driver og ejer FixPhone i Roskilde.

Stort netværk i byen

Zayn Al-shimari har også et kæmpe netværk i Hillerød, hvor han er født og vokset op. Han har gået på Grønnevang Skole - som dengang hed Skanseskolen, taget HF i Hillerød og var i flere år daglig leder i Jensens Bøfhus i den gamle slotskro.

“Folk har også taget rigtig godt imod stedet allerede. Jeg er faktisk overrasket over den start, jeg har fået. Jeg er glad for at være tilbage og vil gerne bringe stedet tilbage til sådan som det var i gode gamle dage med masser af kvalitet,” siger han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...