I en dramatisk trafikulykke tirsdag aften endte en bil på taget mellem træerne, og bilens passagerer - to kvinder på henholdsvis 18 og 17 år - måtte efterfølgende hjælpes ud.
Nordsjællands Politi kender ikke årsagen til uheldet, der fandt sted på Peder Falsters Vej i Frederiksværk omkring 19.45. Politiet oplyser dog, at den 18-årige kvinde mistede herredømmet over bilen, som efterfølgende væltede rundt.
Både ambulance, brandvæsen og politiet rykkede efterfølgende ud til ulykken, hvor kvinderne, der er fra henholdsvis Hundested og Frederiksværk, ikke selv kunne komme ud af bilen.
- Bilen lå på hovedet, og de sad fastspændt med seler og kunne ikke komme ud. Vi var nødsaget til at sende en brandkvinde ind og understøtte dem, så vi kunne skære selen over og få dem fri. Efterfølgende kunne de med assistance kravle ud gennem bilens bagrude og blive tilset, siger Ole Hermansen, indsatsleder i Frederiksborg Brand- og Redning.
Kvinderne blev efterfølgende kørt til kontrol på hospitalet. Deres tilstand kendes i skrivende stund ikke.
Der foreligger endnu ingen sigtelse i sagen. Politiet skal nu afhøre de to kvinder og afventer svar på de rutinemæssige prøver, der er taget, for at se om om føreren har været påvirket af af alkohol eller euforiserende stoffer.