Det mindede mest af alt om et retssalsdrama på film, men det var den skinbarlige virkelighed, da sagen mod en 40-årig rumænsk mand tog en overraskende drejning i retten.
- En 40-årig rumænsk mand tilstod voldtægt spontant under et retsmøde den 11. februar, hvilket overraskede hans forsvarsadvokat.
- Retsmødet handlede om fristforlængelse af varetægtsfængsling og blev afholdt over videolink.
- Den tiltalte forklarede sin handling med beruselse, hvilket blev formidlet gennem en tolk.
- Forsvarsadvokaten trak sine indvendinger mod varetægtsfængslingen tilbage efter tilståelsen.
- Manden er nu varetægtsfængslet indtil den 6. marts, sigtet for en voldtægt på Roskilde Festival i 2022, opdaget via slægtssøgning.
For under retsmødet den 11. februar valgte den 40-årige rumænske mand spontant at tilstå til sin forsvarsadvokats store overraskelse.
Det skriver Ekstra Bladet, som var med til retsmødet om forlængelse af mandens varetægtsfængsling, der foregik over et videolink.
Den rumænske mands forsvarsadvokat Thomas Fogt havde ellers lige argumenteret for, at hans klient skulle løslades, da dommeren gav den 40-årige muligheden for at få et sidste ord indført på retsmødet.
Men der lød det noget overraskende svar via den rumænske tolk:
- Jeg har været beruset, og det er derfor, jeg har gjort det her, sagde han ifølge Ekstra Bladet.
Trak indvendinger tilbage
Ifølge Ekstra Bladet kom den spontane tilståelse også bag på forsvarsadvokaten.
- Vi vil gerne genafhøres så hurtigt som muligt. Vi kan i princippet gøre det i eftermiddag, hvis det passer tolken, sagde Thomas Fogt ifølge Ekstra Bladet.
Tilståelsen fik samtidig forsvarsadvokaten til at trække sine indvendinger mod varetægtsfængslingen tilbage.
Derfor er den 40-årige rumænske mand nu varetægtsfængslet indtil den 6. marts.
Opsigtsvækkende dna-bevis
Den rumænske mand blev anholdt den 3. februar og sigtet for en voldtægt begået på Roskilde Festival i 2022, efter en slægtssøgning fandt et match mellem dna på offeret og dna fra den 40-åriges søn.
Det kunne nemlig siges med stor sandsynlighed, at dna-prøven enten kom fra den sigtedes søn eller et nært mandligt familiemedlem.
- Den sigtedes egen dna bliver fortsat undersøgt, så der er endnu ikke et resultat, siger Anne-Mette Seerup, der er anklager i sagen.
Ifølge Ritzau mistænkte Midt- og Vestsjællands Politi først den sigtedes søn, men da det blev usandsynliggjort, faldt blikket på den 40-årige, der var personens eneste nære mandlige familiemedlem.
Efterforskningsmetoden blev først lovlig for politiet at tage i brug i 2022, så det er relativt nyt, at man ser denne type dna-beviser føre til gennembrud i straffesager.