En voldsom brand bredte sig lørdag aften på Restaurant Vadestedet på havnen i Holbæk. Her stod hele restauranten i flammer, og Midt- og Vestsjællands Politi måtte samtidig bede folk holde afstand.
- Vi er på stedet, og brandvæsnet er i gang med at slukke branden. Folk skal holde afstand, og man behøver ikke gå ned lige midt i det hele, sagde Anders Kaufmann, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Øst.
Restauranten har været forladt siden sommeren 2023, hvor den gik konkurs. På nuværende tidspunkt er der ingen forlydender om tilskadekomne, men der er endnu ikke det fulde overblik.
Anmeldelsen indløb klokken 18.54.