Vinterferie med et væld af aktiviteter

Der er masser at lave i Næstved i vinterferien – få det fulde overblik her.

Skøjtebanen på Axeltorv er naturligvis åben alle dage i vinterferien, som derudover byder på mange arrangementer for børn.

Skøjtebanen på Axeltorv er naturligvis åben alle dage i vinterferien, som derudover byder på mange arrangementer for børn.

Foto: Rebecca Lykke Steffin

Skøjteløb, kreative workshops, robotter, pandekager over bål, en hel masse med youtubere og ikke mindst det traditionelle besøg fra Gardehusarregimentets Hesteskadron. Jo, der er meget at tage sig til for Næstveds børnefamilier i vinterferien.

Der er flere faste aktiviteter, som kan opleves hver dag i ferien: Skøjtebanen på Axeltorv har åbent fra 10 til 20, og på Holmegaard Værk er der flere muligheder for de mindste, herunder at blæse sit eget glas, få støbt sin hånd i glas og skattejagt på museet. Museet afholder desuden en dreje-workshop onsdag og torsdag i keramikatelieret.

Værkstedet på Rønnebæksholm har åbent fra 12 til 17 begge weekender samt torsdag og fredag. Og i kunsthallen er der også broderiworkshop med Stine Resting lørdag den 8. februar mellem klokken 13 og 15. Er man mere til robotter, så afholder Makerspace Næstved ’Hebocon’ – en turnering for skrammel-robotter, der bygges på stedet – samme dag fra 11 til 14.

Vinterferiens program

Alle dage:

Kl. 10-20: Skøjtebanen på Axeltorv

Kl. 10-16: Glasaktiviteter på Holmegaard Værk

Kl. 10-17: Skattejagt på Holmegaard Værk

Lørdag 8/2:

Kl. 11-15: Hebocon – turnering for skrammel-robotter i Makerspace

Kl. 12-17: Værkstedet på Rønnebæksholm

Kl. 12-14: Disco on ice på skøjtebanen

Kl. 13-15: Broderiworkshop på Rønnebæksholm

Søndag 9/2:

Kl. 12-17: Værkstedet på Rønnebæksholm

Mandag 10/2:

Kl. 11: Den store Youtube-quiz for børn på biblioteket

Kl. 11-15: Middelalder-kamparena i Museumshaven

Tirsdag 11/2:

Kl. 10-13: Byg et Minecraftunivers i Lego på biblioteket

Kl. 11: Den store Youtube-quiz for børn på biblioteket

Kl. 11-15: Pandekagedag i Museumshaven

Onsdag 12/2:

Kl. 9.15-13.30: Gardehusarregimentets Hesteskadron i byen

Kl. 10-13: Byg et Minecraftunivers i Lego på biblioteket

Kl. 11-15: Mal din egen træhest i Museumshaven

Kl. 11-15: Dreje-workshop på Holmegaard Værk

Kl. 13-15: Ponyridning i Museumshaven

Torsdag 13/2:

Kl. 10-11: Foredrag med Kristoffer Jacob Andersen, bog om Niki Topgaard, på biblioteket

Kl. 11-15: Maskeværksted i Museumshaven

Kl. 11-15: Dreje-workshop på Holmegaard Værk

Fredag 14/2:

Kl. 11-12: Den Virkelig Skøre YouTube Challenge på biblioteket

Kl. 11-15: Vinter-valentinsværksted i Museumshaven

Lørdag 15/2:

Kl. 12-14: Disco on ice på skøjtebanen

Søndag 16/2:

Kl. 11: Familiekoncert ’Jorden Rundt’ i Musikstalden

Kl. 14: Familieomvisning på ’Damdramer’ på Rønnebæksholm

YouTube og kreativitet

Næstved Bibliotek byder også ind med flere arrangementer, og en stor del af dem står i YouTubes tegn. Mandag og tirsdag klokken 11 er der ’Den store YouTube-quiz for børn’, som er henvendt til de 9 til 12-årige. Torsdag klokken 10 er der foredrag med forfatter Kristoffer Jacob Andersen, der simpelthen har skrevet en hel bog om Niki Topgaard, som er en kendt youtuber. Og hvis man ikke kan få nok af den slags, byder biblioteket dagen efter klokken 11 på ’Den Virkelig Skøre YouTube Challenge’, som udfordrer børnene med nogle af de samme ting, som de ser deres favorit-youtubere kaste sig ud i.

Holmegaard Værk åbner for glaspustning, håndstøbning og keramikdrejning i hele uge 7.
Holmegaard Værk åbner for glaspustning, håndstøbning og keramikdrejning i hele uge 7. Foto: Thomas Lekfeldt

Er man mere til Lego, så kan man på biblioteket bygge et Minecraftunivers med klodserne. Det er både tirsdag og onsdag fra 10 til 13. I samme kreative hjørne er der torsdag den 13. februar klokken 11 til 15 maskeværksted i Museumshaven i Ringstedgade, så man kan blive klar til fastelavn, og på Valentinsdag 14. februar er der samme sted ’Vinter-Valentinsværksted’, hvor der kan laves vinterdekorationer og valentinspynt.

Hestebesøg og ridderdyst

En årlig tilbagevendende begivenhed er Gardehusarregimentets Hesteskadron besøg om onsdagen. Fra klokken 9.15 vil man kunne se de mange heste og soldater gøre sig klar på Lave Ridebane på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, inden de drager afsted på byridt rundt i Næstved.

I samme forbindelse kan man mellem klokken 11 og 15 male sin egen lille træhest i Museumshaven, og mellem 13 og 15 er der gratis ponyridning samme sted.

Traditionen med besøg fra Gardehusarregimentets Hesteskadron fortsætter også.
Traditionen med besøg fra Gardehusarregimentets Hesteskadron fortsætter også. Foto: Kenn Thomsen

Det er også i Museumshaven, at man mandag fra 11 til 15 kan komme forbi Ridder Smiths lejr, hvor man kan dyste mod ham i kamparenaen, prøve rigtige middelaldervåben og høre mere om tidsperiodens ridderdyster. Mere stille og roligt er det om tirsdagen, hvor Museumshaven i anledning af den internationale pandekagedag giver mulighed for at lave pandekager over bål – ganske gratis.

Vinterferiens sidste dag er søndag den 16. februar, hvor der i Musikstalden klokken 11 er familiekoncert under titlen ’Jorden Rundt’. Malene Kjærgård og hendes band, Musiksanseriet, kommer forbi blandt andet Trinidad, Ghana og Mexico og fortæller historier om, hvordan jordens befolkning egentlig har meget tilfælles. Samme dag klokken 14 inviterer Rønnebæksholm til familieomvisning på den aktuelle udstilling, ’Damdramaer’.

Læs mere om hver enkelt begivenhed på Næstved Cityforenings hjemmeside.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...