Arbejdet med Hovedstadens Letbane skrider frem, og nu er alle kørestrømsledninger i Vallensbæk blevet monteret. Det markerer en vigtig milepæl på vejen mod åbningen af den nye letbane, som efter planen skal begynde testkørsler til foråret, skriver Vallensbæk Kommune i en pressemeddelelse.
- Når jeg går eller cykler forbi byggepladsen, tænker jeg, at vi om et årti ikke ville kunne huske Vallensbæk uden. Ligesom vi heller ikke kan forestille os et Vallensbæk uden en S-togstation, siger borgmester i Vallensbæk Kommune Henrik Rasmussen (K) og fortsætter:
- Nu kan vi for alvor glæde os over, at vi er tæt på målet. 2025 bliver et skelsættende år, hvor den sydlige strækning fra Ishøj til Rødovre Nord åbner, og visionen om en ny forbindelse til hele hovedstadsregionen for alvor bliver til virkelighed.
I de kommende måneder fortsætter entreprenørerne deres arbejde langs letbaneskinnerne. I februar og marts skal der blandt andet brydes beton op og understøbes ved sporene, ligesom overgangen ved Vallensbæk Station skal færdiggøres. Når testkørslerne går i gang til foråret, vil der blive informeret nærmere via Vallensbæk Kommunes hjemmeside og sociale medier, fremgår det af pressemeddelelsen.
