Birkerød-borger klar til Folketinget

Christian Fink Elkjær er ny folketingskandidat for Radikale i Nordsjælland.

Christian Fink Elkjær er ny folketingskandidat for Radikale i Nordsjælland.

Foto: Presse

Christian Fink Elkjær, som har boet i Birkerød siden 2017, blev den 28. januar valgt som folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordsjælland. 

Valget fandt sted ved et opstillingsmøde hos de lokale partiforeninger i Frederikssund og Halsnæs, men Christian Fink Elkjær vil være at finde på stemmesedlen i hele Nordsjælland, når statsministeren en dag trykker på valgknappen.

- Jeg har længe haft lyst til at forfølge drømmen om at komme i Folketinget, og jeg er meget glad for at have fået muligheden for at komme på stemmesedlen her, hvor jeg bor, i Rudersdal og Nordsjælland, udtaler Christian Fink Elkjær i en pressemeddelelse.

- Opstillingen er bare første lille skridt på vejen, nu skal jeg finde ud af, hvordan jeg bliver valgt – og det er helt sikkert ingen nem opgave som ny og ukendt kandidat, fortsætter han.

Fokus på grøn omstilling

Christian Fink Elkjær, som er ingeniør og til dagligt arbejder med udvikling af Li-ion batterier, vil fokusere sit politiske arbejde på grøn omstilling, særligt det grønne erhvervsliv, naturen samt børne- og familiepolitik.

Den nye kandidat har været en del af baglandet siden 2018, aktuelt som formand for partiforeningen i Rudersdal og medlem af partiets landsdækkende hovedbestyrelse.

Afløser Jacob Netteberg

Det er ikke nyt, at Radikale Venstre opstiller en lokal folketingskandidat. Ved de to seneste valg har nuværende kommunalbestyrelsesmedlem i Rudersdal, Jacob Netteberg, været på stemmesedlen. 

Han har dog valgt at fokusere på lokalpolitikken og giver nu stafetten videre til Christian Fink Elkjær.

Valget til Folketinget skal senest udskrives den 31. oktober 2026.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...