Vejleby VVS A/S og Svinninge Varmeservice har nu udvidet deres ejergruppe med projektleder Rasmus Hagelund Guldmann. Han har været ansat i virksomheden i syv år og ved årsskiftet er han indtrådt som medejer i den 137 år gamle virksomhed.
Rasmus Hagelund Guldmann har siden 1999 arbejdet som VVS’er i Odsherred og har et stærkt lokalt netværk.
- Jeg har stået for tilbudsgivning og kundebesøg. For eksempel tager jeg en snak med kunder, der overvejer en varmepumpe og gerne vil høre mere. Vejleby VVS A/S og Svinninge Varmeservice satser stort på kundepleje og kundekontakt, så det var oplagt, at jeg blev en del af ejergruppen, udtaler Rasmus Hagelund Guldmann i en pressemeddelelse.
Direktør i Vejleby VVS A/S og Svinninge Varmeservice, Kristian Andersen, glæder sig over at Rasmus Hagelund Guldmann er blevet en del af ejerstaben.
- Sidste år opkøbte vi Svinninge Varmeservice, hvilket udvidede virksomheden markant. Vi har nu 17 ansatte, og med overtagelsen fulgte mange nye kunder, som vi skal tage os godt af. Derfor prioriterer vi kundekontakt lokalt. Vi har ingen planer om at søge mod København for at finde kunder, der ikke kender os eller hinanden, udtaler Kristian Andersen.
Den nye medejer Rasmus Hagelund Guldmann bor i Vig med sin familie og har arbejdet i Odsherred, siden han blev uddannet VVS’er i 1999.