DOKK1 i Aarhus summede af intens koncentration og spænding, da finalen i DM i Fagene løb af stablen. Ved konkurrencen, der er Danmarks største skolefaglige dyst for elever i 7., 8. og 9. klasserne, løb lokal skole med noget af sejren blandt tusindvis af deltagere.
Fra Campusskolen havde 13 talentfulde elever kvalificeret sig til at dyste i engelsk med en opgave fra Education First samt i den tværfaglige holdopgave sponsoreret af Gyldendal.
Finalister
Finalisterne fra Campusskolen:
Individuelle finalister:
Anna Ledet Møller, 8.GG (Dansk)
Olivia Gilstón Corfitz, 8.GG (Engelsk)
Ea Toubro Johansen, 9.GG (Engelsk)
Freja Hvass Bechmann, 9.GG (Engelsk)
Magnus Skovlund Ingemann Petersen, 9.GG (Engelsk)
Rebecca Dall Christensen, 9.GG (Engelsk)
Holdfinalister:
Tværfaglig holdopgave (Danmarksmestre!): Ayah Salah Msayer, Hannah Lykke Iversen, Rebekka Skrøder Andresen Bruus, Vigga My Falkenstjerne
Naturvidenskabelig holdkonkurrence: Anna Ledet Møller, Elias Slott Rasmussen, Fatima Boukzine, Josefine Ulstrup Sivertsen, Olivia Gilstón Corfitz
Rejsen til Aarhus begyndte op til konkurrencen. Spændte og fulde af forventning steg eleverne på toget og indlogerede sig på Danhostel City Aarhus, blot 400 meter fra DOKK1. Herfra begyndte et intenst og uforglemmeligt finaleforløb.
Kampen om titlerne
Finalen var nervepirrende. Onsdag dystede de individuelle deltagere i dansk og engelsk, mens holdfinalisterne tog på lærerige museumsbesøg. Torsdag var dagen, hvor holdene skulle vise deres værd i den tværfaglige og den naturvidenskabelige konkurrence.

Freja fra 9.GG sikrede en flot 2. plads i engelsk, mens Ayah, Hannah, Rebekka og Vigga fra 8.GG triumferede og blev Danmarksmestre i den tværfaglige holdopgave – en utrolig bedrift, der gentager skolens tidligere succes.
- Da mit navn blev råbt op, gik min hjerne på autopilot. Jeg vidste ikke, hvad der skete, før jeg pludselig stod oppe på scenen. Først dér gik det op for mig: Jeg havde vundet, siger Freja fra 9.GG.
Den tværfaglige holdopgave tog fat på et højaktuelt problem: Hvordan får vi unge til at læse mere? En problemstilling med stor betydning i en tid, hvor skærme ofte vinder over bøger.
- Vi sad og holdt hinanden i hånden, spændingen var uudholdelig! Da vores navne blev råbt op, skreg vi af glæde – vi havde vundet, siger Ayah fra 8.GG
En oplevelse for livet
Deltagerne oplevede mere end bare konkurrence. Inspirerende foredrag, spændende aktiviteter og møder med fagfolk gav nye perspektiver. En foredragsholder delte sin utrolige historie om at cykle til Sahara og gå til Kroatien, hvilket efterlod deltagerne med en følelse af, at alt er muligt.

Finalen i DM i Fagene var ikke kun en konkurrence – det var en mulighed for at bruge skolens fag i praksis, samarbejde med virksomheder og opleve, hvordan viden kan gøre en forskel.
- Jeg vil helt klart anbefale det! Man får et nyt syn på, hvordan skolefag faktisk kan bruges i virkeligheden – og man får fantastiske oplevelser med sig hjem, slutter en anden deltager fra Campusskolen.