“Vi er født til farvel,” skriver Pia Tafdrup i sin dybt rørende digtsamling 'Hjertet i zenit'. Med denne linje lukkes der op for en universel sandhed om tab, minder, kærlighed og efterlivet, der rækker langt ud over hendes egen fortælling om tabet af sin mor, der døde i 2020.

Min mor er død,
jeg sætter mig hos hende, holder længe
med begge hænder
om hendes ansigt,
som jeg ikke før har rørt det,
(...)
jeg holder om min mors elskede,
men forvandlede ansigt,
ser på og ved,
at herefter
vil hendes ansigt kun findes
for mit indre blik

Sådan lyder det indledningsvis fra datteren ved sin elskede mors leje.

I de to næste dele, 'Drøm højt' og 'Vinden i ginkgotræet', kommer vi helt tæt på morens liv med de glæder og sorger, livet har budt hende. 

Digt på digt bliver vi vidne til et 91-årigt langt liv: krig og flugt over sundet, giftermål, børn, også dødfødte, kærlighed, at slippe sine drømme, landbokone-liv og længsel efter at se asfalt i København, til skænderier og afsked med datteren. 

Vi ender på kirkegården, hvor moren har købt plads:

i evigheden
nær træet ved siden af min far.

I næstsidste del 'Mellem jord og himmel', bliver moren mere og mere hjælpeløs. Vi trækkes ind i de følelser, der er forbundet med, at rollerne skifter:

at give gode råd, som hun ikke
ikke tager imod,
fordi hun bare vil have lov at være sig selv.

Flere erindringsglimt afdækkes, og til sidst føres vi i digtet 'En dag står min mor ikke op'frem til erkendelsen af:

Vi er født
til farvel

Ord, der kommer til at stå som et monument over det faktum, vi alle, før eller siden, må forholde os til –døden!

I sidste del af digtsamlingen, 'Efterliv', kredses der om slægters gang:

generationer der har rørt ved generationer

ligesom Tafdrup berører, hvordan al den kærlighed, hun har haft til sin mor, i den første tid, efter hun er gået bort, nu er hjemløs. 

Lidt efter lidt åbnes der et nyt rum, hvor morens nærhed mærkes i digtet 'Min mor, min fremtid':

Jeg er arving, noget af min mor bor i mig

– de helt rigtige omsorgsfulde ord, når man selv skal fortsætte med at leve.

I 'Efterord' fortælles om ophavet til selve digtsamlingen. Moren har nemlig spurgt: “Jeg skal vel også have en bog?” 

Det hun hentydede til, var digtsamlingen fra 2006, 'Tarkovskijs heste' - en samling digte, Tafdrup skrev til minde om hendes demensramte og afdøde far. 

Selvfølgelig skulle hun også have en digtsamling. Det skulle hun selvfølgelig.

I 'Hjertet i zenit' skrives en poetisk hyldest frem, ikke kun til Tafdrups egen mor. Ordene giver også plads til læserens egne følelser og erindringer. 

Det er en digtsamling, der minder os om, hvordan vi gennem kunst kan nærme os livets sværeste farvel.

Pia Tafdrup skriver hjerteligt om sin mor, men hun skriver også til dig, og til mig, som har mistet vores mødre – og til alle jer, som stadig er så heldige at have jeres endnu. 

Tafdrups 'Hjertet i zenit' er fyldt med almen-menneskelige erfaringer og betragtninger om denne livsfase.

Med sprogets nænsomme præcision berøres man undervejs af dybe sansninger af levet liv. Man kan både se og høre, når:

Vi er i engen ved Esrum Sø
bølger af græs slår mod gummistøvlerne
himlen er dyb og blå, kvæget græsser
vugger sig gumlende frem omkring os,
min mor og jeg,
jeg og min mor,

og selvom ikke alle har haft et lige så dejligt forhold til deres mor, som Tafdrup, så formår digtsamlingen at hvirvle støvet op og aktivere erindringen om vores mor – alt det, hun var eller er for os.