Flere skoler udsat for mystisk mail

Politiet melder ud, at de har kendskab til mailen og er lige nu ved at undersøge sagen nærmere.

Ved du noget? Tip os på sndk@sn.dk.

Tirsdag morgen har flere politikredse modtaget flere anmeldelser fra skoler og uddannelsesinstitutioner, som omkring klokken 08.00 har modtaget en e-mail med indhold, som kan opfattes truende.

Det skriver Rigspolitiet på det sociale medie X.

Her lyder det, at politiet lige nu er i gang med at undersøge situationen.

De opfordrer dog ikke på nuværende tidspunkt til, at skoler og andre institutioner foretager evakuering som følge af de mystiske mails.

Skole evakueret

På det sociale medie X skriver Midt- og Vestsjællands Politi, at man har kendskab til mailsne.

- Vi har kendskab til at mailen er indgået til en håndfuld skoler i vores område. Der er ikke noget der indikerer at der er en trussel mod de enkelte skoler, men politiet vil komme forbi skolerne for at skabe tryghed blandt elever og ansatte, skriver politikredsen.

Sjællandske Nyheder har efterfølgende fået bekræftet af Midt- og Vestsjællands Politi, at der blandt andet er tale om Asnæs Skole i Odsherred, som er blevet evakueret.

På Facebook skriver Odsherred Kommune, at Asnæs Skole tirsdag morgen modtog en mail, der oplyste, at der var blevet placeret sprængstoffer på skolen.

Det fik skolen til straks at kontakte politiet og sende alle overbygningselever hjem, mens eleverne i 0. til 6. klasse blev samlet i den lokale hal.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi fortæller kommunikationschef Thomas Kristensen, at Asnæs Skole bare er en af de mange skoler og institutioner, der har modtaget en truende mail.

- Det er ikke kun i vores politikreds, at man har modtaget de truende mails. Også i andre politikredse er der blevet sendt mails ud. Vi er nu i gang med at undersøge nærmere, om det er den samme, der har sendt de forskellige mails og i så fald hvem, fortæller han.

Politiet efterforsker sagen som en cybertrussel og ikke noget, der er rettet mod de enkelte skoler. Thomas Kristensen har således ikke en opfattelse af, at der er realiteter bag det truende indhold.

- Det er vores vurdering, at der ikke umiddelbart er fare for de enkelte skoler, fortæller han.

Politiet vil senere besøge Asnæs Skole og tage en snak med elever og personale.

 Også HF & VUC Roskilde har modtaget truende mails.

Nordsjællands Politi siger til Sjællandske Nyheder, de ikke kan oplyse, om der er tale om skoler eller institutioner fra deres område. De henviser til Rigspolitiet.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er lige nu til stede i Eggeslevmagle uden for Skælskør, hvor de undersøger et mistænkeligt forhold.

Det skal dog understreges, at det ikke vides, om denne aktion har nogen former for forbindelse til Rigspolitiets udmelding om anmeldelserne om mailen, som kan opfattes truende.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...