Det er et stykke lokalhistorie såvel som højskolehistorie, der søndag blev sat punktum for, da der blev holdt afskedsreception for Ubberup Højskole. Den 126 år gamle højskole startede som en traditionel højskole med en utraditionel grundlægger og havde i sine sidste årtier succes med at genopfinde sig selv, inden man dog til sidst måtte kaste håndklædet i ringen grundet faldende elevtal.
- Ubberup Højskole, grundlagt i 1889, lukkede efter 126 år på grund af faldende elevtal.
- Skolen genopfandt sig selv i 1999 med fokus på sundhed og livsstil, hvilket tiltrak opmærksomhed fra TV2.
- Dokumentarserien "Livet er fedt" gjorde skolen landskendt for livsstilsomlægning og vægttab.
- Grundlæggeren Axel Jarl, der var homoseksuel, blev indlagt på sindssygehospital og kunne ikke lede skolen.
- Skolen startede som en kvindeskole og udviklede sig til at inkludere forskellige fag og begge køn.
Det er ikke første gang, at Ubberup Højskole har haft problemer med at tiltrække elever. I slutningen af 1990'erne blev skolens tilstand således beskrevet som bekymrende, men Ubberup Højskole havde held til at genopfinde sig selv, da man som en af landets første højskoler begyndte at udbyde kurser i sundhed og livsstil.
Det vakte opmærksomhed, blandt andet hos TV2, der producerede den populære dokumentarserie "Livet er fedt" om højskolen og dens elever. Serien blev sendt fra 2001 til 2003 og gjorde Ubberup Højskole til et kendt navn over hele landet, synonymt med livsstilsomlægning og vægttab.
Det var dog kun i det sidste kvarte århundrede af Ubberup Højskoles tid, at livsstil og sundhed dominerede skolen. Da den blev grundlagt tilbage i 1889, var den tænkt som en klassisk højskole i Grundtvigs ånd med fokus på folkelig dannelse og oplysning.
Indlagt på sindssygehospital
Manden bag ideen til Ubberup Højskole – Axel Jarl – var imidlertid alt andet end normal set med datidens øjne: han var nemlig homoseksuel.
Axel Jarl var 26 år gammel, da han i 1887 fik ideen til Ubberup Højskole. Han købte en gammel nedlagt fattiggård med det erklærede mål at indrette den til højskole og brugte de næste år på at indrette den som skole.
Axel Jarl fik imidlertid aldrig mulighed for at udleve sin drøm. Hans homoseksualitet blev i datiden betragtet som en sindssygdom, og han blev indlagt på Middelfart Sindssygehospital og måtte bortforpagte Ubberup Højskole.
Da skolen åbnede dørene for de første elever i 1889, var det således ikke med Axel Jarl som forstander, og skolens grundlægger blev da også i en årrække helt skrevet ud af Ubberup Højskoles historie.
I skolens første omkring 70 år var det udelukkende en skole for kvinder. Fra 1939 til 1972 fungerede Ubberup Højskole som en sygeplejehøjskole. Derefter blev skolen åbnet for begge køn og fik en varieret vifte af fag som psykologi og jazzmusik på skemaet.