En 10-årig dreng fik sig noget af en forskrækkelse, da han lørdag eftermiddag besvarede et videoopkald på sin mobiltelefon.
I opkaldet på videoplatformen FaceTime blev han nemlig mødt af en fremmed mand, som ikke havde særlig meget tøj på.
Drengen, som bor i Hellerup, afbrød opkaldet med det samme og fortalte heldigvis sin mor om den ubehagelige oplevelse.
Det fik moren til at anmelde episoden til Nordsjællands Politi, som nu efterforsker sagen som blufærdighedskrænkelse.
- Vi er glade for, at moren anmelder episoden, og vi vil også gerne opfordre til, at forældre tager en snak med deres børn om, hvordan de skal reagere i sådan en situation. Det vigtigste er, at børnene siger det til deres forældre eller andre voksne, når de oplever sådan noget, siger vagtchef Christian Illum.
Læs også
Skumle hensigter
Ud fra drengens beskrivelse af, at manden var 'delvist afklædt', er politiet ikke i tvivl om, at manden havde skumle hensigter, siger han.
- Det er formentlig noget, der sker oftere, end vi lige går og tror. Nogle tænker nok bare, at det er en ubehagelig oplevelse og anmelder det ikke, men vi vil meget gerne høre om det, når det sker, så vi kan efterforske det.
Drengen beskriver den halvnøgne mand som mellemøstlig af udseende, 35-50 år gammel og almindelig af kropbygning. Han havde sort, kort hår og sort overskæg.
Manden nåede ikke at sige noget, inden drengen afbrød opkaldet, så det er uvist, hvilket sprog han talte. Hvor manden befandt sig i verden, er også endnu uklart.
- Vi har en del efterforskningsmuligheder, som vi kan gå efter nu, blandt andet IP-adressen, siger Christian Illum.