Til november skal vi på ny en tur til stemmeurnerne og sætte kryds ved de kandidater fra de politiske partier, der skal lede vores kommune de næste fire år.
Mens det endnu ikke er alle partier, der har holdt opstillingsmøde og lagt deres liste over kandidater frem for offentligheden, så er Liberal Alliance blandt de partier, der har.
- Liberal Alliance har offentliggjort en liste med ni kandidater til kommunalvalget i Slagelse.
- Villum Christensen er valgt som lokal bestyrelsesformand og kritiserer solcelleparker.
- Christensen mener, at solcelleparker ikke reducerer CO2-udledningen effektivt.
- Han kritiserer også inklusionen i folkeskolerne og kalder det en ond cirkel.
- Christensen påpeger en stigning i lønninger til direktører og chefer på Slagelse Rådhus.
Efter den årlige generalforsamling i Liberal Alliance Vestsjælland har partiet offentliggjort en foreløbig liste med de ni kandidater, der skal kæmpe om vælgernes gunst til november.
Liberal Alliances kandidater i Slagelse Kommune
1. Mick Keller, Slagelse (spidskandidat)
2. Jonas Petersen, Slagelse
3. Sander Larsen, Slagelse
4. Gregers Maglekær, Sørbymagle
5. Villum Christensen, Bisserup
6. Jeanette Snedker, Korsør
7. Louis Andersen, Slagelse
8. Thomas Vesth, Slagelse
9. Gabriel Eriksen, Slagelse
Og det bliver en valgkamp med klare prioriteringer fra Liberal Alliances side, når man spørger Villum Christensen. Han blev på generalforsamlingen valgt som partiets lokale bestyrelsesformand, og retter noget af sit skyts mod de solcelleparker, der er skudt op landet over de senere år - herunder også i vores område.
- Der er ingen positive effekter. Vi får heller ikke reduceret co2-udledningen på den måde, og så er det ærgerligt at klistre landskabet til på den måde. Derudover bliver borgerne utrygge og forvaltningen skal bruge utroligt meget tid på at godkende dem, siger Villum Christensen og kalder EU's Co2-kvoteordning et 'nulsumsspil', hvor andre lande kan udlede mere, når der bliver kvoter til overs.
Regnearksregering
Derudover er inklusionen i kommunens folkeskoler gået for vidt, mener Villum Christensen og peger på, at Slagelse i hans øjne har en 'regnearksregering'.
- Man lægger skoler sammen og sparer, så økonomien ser fin ud. Men når man putter børn med særlige behov ind i en almindelig klasse, så kan det give anledning til uro. Det vil ressourcestærke forældre ikke byde deres børn, og så vælger de måske at flytte dem. Det er en ond cirkel. Vi skal passe på, at normalområdet ikke bliver ødelagt, siger han og fortsætter:
- Til gengæld er Slagelse præget af en enorm centralisme, hvor chefgruppen på Rådhuset i seneste valgperiode er vokset enormt. De seneste tre regnskabsår er lønningerne til direktører og chefer på rådhuset steget fra 20 millioner kroner til over 30 millioner, afslutter Villum Christensen.