31. januar 2025 er det 40 år siden, Den selvejende institution Slotsbio blev dannet, og foreningen Café Slotsbios venner overtog driften af den lokale biograf i Hillerød.
Café Slotsbio havde i begyndelsen en stram økonomi, men en gruppe ihærdige frivillige har siden sørget for, at stedet i dag er et centralt element i byens kulturliv.
I kraft af biografens status som Art Cinema viser Café Slotsbio film, der ligger i den kunstnerisk seriøse ende af spektret. Samtidig har Café Slotsbio haft ansvaret for Hillerød Børnebio gennem alle årene, og i 2025 kan Børnebio fejre sin halvfjerdsindstyvende sæson.
Udover at vise mindst to film dagligt tilbyder holdet bag Café Slotsbio en række særlige visninger, blandt andet seniorbioen Limelight, Skolen i biografen og Hækle-strikkebio, der afholdes i dagtimerne.
Biografen fungerer også som spillested, og programmet for 2025 er i gang med koncerter fra navne som Marilyn Mazur, Thorbjørn Risager, Dana Fuchs, Aegteskab og Tamra Rosanes.
I weekenden i forbindelse med 40 års jubilæet bliver der fejret på forskellig vis. Fredag 31. januar er der koncert med Troels Skovgaard & Friends, hvor gæsterne kan se frem til små overraskelser i løbet af aftenen, mens de lytter til musik inspireret af The Eagles, Paul Simon, Beatles og Eric Clapton med flere.

Frivillig fejring
Lørdag er der fest for de frivillige, der holder Café Slotsbio kørende. Søndag er der mulighed for medlemmer af Café Slotsbios venner for at se filmen Pigen med Nålen med 40 procent rabat.
Filmen Pigen med Nålen følger den unge fabriksarbejder Karoline, der kæmper for at klare sig i København efter 1. Verdenskrig.
Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun Dagmar, som driver et undergrundsadoptionsbureau. Karoline påtager sig rollen som amme, og det udvikler sig, indtil en chokerende sandhed ændrer hendes situation.
Troels Skovgaard er både singer/songwriter, guitarist, arrangør og producer med tre soloalbums bag sig. Hans musikstil kendetegnes af iørefaldende country, pop og blues med en smule jazz. Han har blandt andet spillet med Ivan Pedersen og er del af Danmarks Næstbedste Trio.
Hans guitar-touch og lyd er blevet et særligt kendetegn, der spores i hans kompositioner, som er inspireret af grupper som The Beatles, Doobie Brothers, The Eagles, Steely Dan, Paul Simon og Eric Clapton