Det plejer at være en festdag - nu holder hele verden vejret

Væk er intentionen om, at internationalt samarbejde skal skabe fred, skriver Katrine Wied, lederskribent på Sjællandske Nyheder.

Væk er intentionen om, at internationalt samarbejde skal skabe fred, skriver Katrine Wied, lederskribent på Sjællandske Nyheder.

Foto: Thomas Olsen

Det plejer at være en festdag, når en nyvalgt amerikansk præsident løfter hånden for at afsige sin ed og blive indsat i embedet som verdens mest magtfulde mand. Denne gang holder verden vejret.

  • Denne leder er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
  • Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.

I dag begynder fire år med uforudsigelighed. Vi kender dagsordenen for dagen med præsidentens indsættelse. Men ingen aner reelt, hvad der kommer til at ske, når kalenderbladet vender, og der står 21. januar. 

Herhjemme har vi allerede fået Trumps skræmmetaktik at føle. Han har selv beskrevet den i bogen "The art of the deal", som han udgav i 1987. Spred usikkerhed, forvirring, frygt, vær kontroversiel, hav det sjovt og vær den stærkeste. En forhandlingsteknik, der nok er effektiv i forretningsverdenen, men som skaber en farlig usikkerhed, når den udøves fra verdens største supermagt.

Væk er intentionen om, at internationalt samarbejde skal skabe fred. Med de løfter, som Donald Trump har fremsat, siden han vandt valget, ser vi nu ind i en æra, hvor det med sloganet "Make America great again" handler om at fremme egne interesser på andres bekostning. Også lande, som indtil nu har være tætte allierede med USA.

Her i Europa må vi spørge os selv, om vi har ladet USA blive for magtfuld. Om vi har været for godtroende? Den tryghed, der har hvilet i at have en stor, stærk supermagt med på holdet, har været fristende. Men forudsætningen for, at vi kan stole på supermagten, har været, at vi i den vestlige verden alle har ageret efter en række diplomatiske spilleregler forankret i FN og Nato. Gør Trump alvor af de trusler, han er kommet med over for blandt andet Danmark og Grønland, er de sat ud af spil. Man kan frygte, at det spreder sig. Når verdens stærkeste mand blæser på international ret, må man forvente, at andre lande følger efter.

Selv om vi ønsker det anderledes fra dansk side, bliver vi tvunget til at ændre forholdet til det land, vi hidtil har beskrevet som vores nærmeste allierede.

Vi er nødt til gøre os mindre sårbare i forhold til at have USA som vores største eksportmarked. Også selv om Trump ikke gør alvor af truslen om at lægge straftold på danske varer, hvis vi ikke afleverer Grønland til USA, sagde han i sin tale dagen inden indsættelsen, at han vil lægge 10 procent told på varer fra EU, herunder Danmark. Vi må imødese en usikker økonomisk fremtid med Trump på præsidentposten. 

Derfor må vi arbejde for et endnu stærkere EU. Det gælder inden for handel, men i høj grad på forsvarsområdet, hvor vi også må nærme os mere til England. Endelig skal vi have et stærkere samarbejde mellem de nordiske lande.

Lad os håbe, at det ikke er et varsel om de næste fire års uforudsigelighed, at det er så koldt i Washington, at man ikke kan holde indsættelsesceremonien, som man plejer, og at man på grund af landesorg over tidligere præsident Jimmy Carters død flager på halv over Det Hvide Hus.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...