Elever fra Gladsaxe Gymnasium har fra fredag 3. november til onsdag 8. november deltaget i et udvekslingsprojekt med elever fra Glasir i Torshavn på Færøerne. Projektet havde til formål at udveksle viden og kultur samt styrke fællesskabet og trivslen på begge skoler. Nu venter genbesøget i Danmark.
Hver gruppe har udviklet fem projekter, der skal forbedre det sociale liv. De færøske elever har blandt andet planlagt en skakturnering, mens de danske elever har introduceret konceptet "til middag hos" for at skabe sociale relationer på tværs af klasser og årgange.
De færøske elever forklarer, hvorfor elevstyrede projekter er vigtige på Glasir:
— Der sker ikke ret meget på Glasir uden for skolen, så det er vigtigt for os selv at sætte gang i det sociale liv på tværs af årgange og uddannelser, siger de færøske elever.

Eleverne fra Gladsaxe Gymnasium mener, at de allerede har mange aktiviteter, men at der er behov for at øge deltagelsen.
Under opholdet boede de danske elever hos deres færøske værter og fik indblik i livet som ung i Torshavn. De oplevede blandt andet fjeldvandring og en quizaften på en lokal café. Glasir er en skole, der samler flere uddannelser under ét tag, herunder STX, HTX, frisør og mekaniker, hvilket adskiller sig fra danske gymnasier.