Frivilligcenter Rudersdal har lanceret et nyt initiativ, der giver lokale virksomheder mulighed for at engagere sig i det frivillige miljø.
Med konceptet "Virksomhedsmedlem" kan virksomheder vælge mellem tre niveauer af engagement: Virksomhedsmedlem, Virksomhedsambassadør og Virksomhedspartner. Hvert niveau tilbyder forskellige måder at bidrage til sociale og bæredygtige initiativer, samtidig med at virksomhederne kan styrke deres netværk og samfundsansvarlige profil.
Det skriver Frivilligcentret i en pressemeddelelse.
- Vi tror på, at stærke partnerskaber med erhvervslivet kan skabe stor værdi for både virksomheder og lokalsamfundet. Vi vil invitere virksomhederne til at bidrage til det frivillige miljø og bygge bro mellem virksomheder og foreninger, så flere kan få gavn af hinandens ressourcer og kompetencer, siger Lisbeth Eckhardt-Hansen, daglig leder af Frivilligcenter Rudersdal.
Frivilligcenteret har allerede indgået den første partnerskabsaftale med træningscentret MST Nordic i Trørød. Samarbejdet fokuserer på at fremme trivsel og sundhed i lokalsamfundet og indebærer både økonomisk støtte og en aktiv indsats fra MST Nordic.
- Vi er stolte over vores nye partnerskab med MST Nordic, som viser, hvordan en virksomhed kan spille en aktiv rolle i at styrke lokalsamfundet, siger Lisbeth Eckhardt-Hansen.
Mange ideer
MST Nordic ser også frem til samarbejdet.
- Vi har stærkt ønske om at bidrage til det frivillige miljø og det er dejligt, at vi med denne aftale kan nedbryde de traditionelle skel mellem virksomheder og foreninger til gavn for os alle. Vi ser frem til at sætte bevægelse og sundhed på dagsordenen sammen med foreningerne, og vi har også mange andre ideer til at give et frivilligt bidrag til Rudersdal, siger Guro Heilmann, indehaver af MST Nordic.
MST Nordic er et træningscenter i Trørød med instruktører og sundhedsfagligt personale. Der dyrkes en træningsform, der udover at styrke kroppen også har fokus på muskulatur og øget bevægelighed, og som også beskrives som anvendelig som genoptræning.
Virksomheder, der ønsker at engagere sig i det frivillige miljø, kan finde mere information på Frivilligcenter Rudersdals hjemmeside eller kontakte Lisbeth Eckhardt-Hansen.