Elever skal til den anden ende af verden: - Er der internet?

Greve Gymnasium skal samarbejde med afrikansk skole.

12 elever og to lærere fra Greve Gymnasium skal blive klogere på hverdagen i Namibia.

12 elever og to lærere fra Greve Gymnasium skal blive klogere på hverdagen i Namibia.

Foto: Janus Spøhr

Snart skal 12 elever og to lærere afsted til et sted, som ingen af dem har været før. Her skal de blive klogere på, hvilke udfordringer de kæmper mod i Sydvestafrika. Spændingen er stor til trods for, at de ikke helt ved, hvad der venter.

Den Korte Version
  • Greve Gymnasium sender 12 elever og to lærere til Namibia for at samarbejde med Windhoek International School.
  • Projektet fokuserer på at elefantsikre en soldreven vandpumpe som en del af et udviklingsprojekt finansieret af Udenrigsministeriets Globus-pulje.
  • Eleverne ser frem til at opleve de klimatiske kontraster og kulturelle forskelle i Namibia.
  • Projektet er en del af gymnasiets fokus på dannelse og klima, og det er første gang, eleverne rejser til Afrika.
  • Til foråret besøger namibiske elever Danmark, hvor de skal lære om kystsikring og deltage i Ungdommens folkemøde.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Ofte ved lærerne præcis, hvad de skal gøre, og hvad der kommer ud af undervisningen, når de starter et projekt med deres elever. Sådan er det langt fra, når 12 elever og to lærere snart drager mod Namibia for at besøge det sydvestafrikanske land.

- Vi kan ikke forberede os på alt. Det er spændende, siger Anne Birgitte Castberg, der er samfundslærer på Greve Gymnasium.

- Er der egentlig internet, spørger Elizabeth Høgh Ertmann fra 1.g, som er en af eleverne, der skal i gang med at pakke sin taske.

- Nok ikke ude på landet, men ude ved kysten er der nok, får hun at vide af sin lærer.

Eleverne skal elefantsikre en soldreven vandpumpe, når de ankommer. I Namibia er vand nemlig en knap ressource som konsekvens af klimaudfordringerne. Udviklingsprojektet er i samarbejde med Windhoek International School. Midlerne til projektet, cirka en halv million kroner, kommer fra Globus-puljen, der er finansieret af Udenrigsministeriet.

- Det er en fantastisk mulighed for at få nogle oplevelser, der kan bruges til at blive klogere på andre landes udfordringer. Vi skal bo primitivt, så det bliver noget helt andet end hvis vi var afsted på chartertur, siger Anders Brynald, der går i 1.g på Greve Gymnasium.

- Jeg glæder mig til at se de store kontraster, der er i Namibia i forhold til klimaet. De mangler vand, mens vi får mere og mere. Jeg kan godt mærke klimaforandringerne på vejret, så jeg ser frem til at se, hvilke udfordringer de har, siger Elizabeth Høgh Ertmann og uddyber:

- Det bliver vildt. Afrika er ikke et sted, vi er vant til at komme til.

En del af dna

Greve Gymnasium har før haft samarbejder med andre uddannelsessteder i Europa og resten af verden, hvor elever har været afsted til udlandet. Det er dog første gang, at elever skal til Afrika.

- Projektet passer godt til gymnasiets dna, hvor vi har fokus på dannelse og klimaet. Udover at turen giver nogle oplevelser og viden om klimaet, handler det også om at få nogle menneskelige møder med nogen fra en anden kultur, siger Anne Birgitte Castberg.

- Det handler også om at have det sjovt, uddyber hun.

Amalie Lundsteen er den anden lærer, som beskæftiger sig med projektet. Det var hende, der gennem en ven hørte om muligheden for at søge penge i Globus-puljen til projektet.

- Det globale syd er en vigtig spiller, der skal tages alvorligt. For os er det vigtigt, at eleverne lærer om det. Selvom vi har forskellige udfordringer med klimaet, er vi i samme båd. Udfordringerne skal løses sammen, siger hun.

Til foråret kommer eleverne fra Namibia til Danmark og besøger Greve Gymnasium. Her skal de blandt andet høre om kystsikring og se udstillingen om vand på Dansk Arkitekturcenter. Under elevernes ophold i Namibia skal de skrive dagbog, og de får til opgave at fortælle om deres oplevelser på Ungdommens folkemøde, hvor de får en stand.

- Vi har helt forskellige hverdage og udfordringer. Det glæder jeg mig til at opleve. Mine venner siger, at jeg er heldig at være med i sådan et projekt, siger Anders Brynald.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...