Debat: Nej tak til skattely - ja tak til fornuftig formuepleje

Som det gælder for borgere, så gælder det også kommuner, når det kommer til at have penge stående i banken. Derfor begyndte vi for år tilbage at investere en del af vores formue (150 millioner) via Jyske Bank. Så længe det koster os penge at have penge stående, kan Enhedslisten godt bakke op om kommunale investeringer. Men vi kan ikke bakke op om, at vi investerer i selskaber, der er placeret i lande kendt for at fungere som skattely, som f.eks. Schweiz. Vi vil derfor foreslå, at Vordingborg Kommune underskriver Oxfam IBIS skattely charter, og udarbejder en investeringspolitik, der bygger på økonomisk ansvarlighed overfor fællesskabet.

I en kommune hvor vi netop har vedtaget at arbejde med et omprioriteringskatalog på 30 millioner, og ofte snakker om de store udfordringer vi har rundt omkring på velfærdsområdet i kommunen, kan det selvfølgelig virke spøjst, at vi vælger at investere 150 millioner fremfor at bruge dem på drift eller anlæg ude i kommunen. Det er dog desværre sådan, at vi er underlagt anlægs- og driftsloft gennem økonomiaftalerne mellem KL og staten, og derfor kan blive ramt af økonomiske konsekvenser, hvis vi overstiger vores rammer som helhed blandt kommunerne. At afskaffe de her tossede regler, og reelt sætte kommunerne fri til at investere, som man ønsker, er en helt anden diskussion og kamp, men bestemt en kamp vi dagligt tager op i KL og i Folketinget.

For nu må vi nøjes med at sige nej tak til skattely, men ja tak til en fornuftig formuepleje.

Martin Graff Jørgensen (EL)

Jørgensmindevej 10

Bogø

Foto: J.C. Borre Larsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...