Økonomisk svindel og bedrageri mod ældre borgere var gennem 2024 i hastig stigning. Noget tyder på, at det fortsætter her i 2025.
Det har en 90-årig kvinde fra Hørsholm allerede mærket på egen krop. Hendes søn har henvendt sig til Sjællandske Nyheder for at advare andre og sikre, at det bliver omtalt, så andre borgere er bevidste om, at det er noget, der stadig foregår, og man skal være på vagt.
Han ønsker ikke sit eller moderens navn frem, men oplyser til redaktionen, at hun om eftermiddagen fredag den 3. januar omkring kl. 15.15 blev ringet op af en ukendt person, der udgav sig for at være fra hjemmeplejen.
Næsten blind
Manden i telefonen siger, at hendes betalingskort skak fornyes - som det jo skal hvert år - og han vil komme hjem og hente det nu. Kort efter møder en mand op på hendes adresse på Gasværksvej i Hørsholm.
I det forvirrende øjeblik det er for hende, bliver hun overtalt til at udlevere kode og betalingskort. Umiddelbart efter bliver der hævet penge fra det i en kontantautomat.
- Min mor er 90 år og næsten blind - og selvom vi har talt med min hende om netop disse situationer og har advaret hende - udleverer hun alligevel kort og kode, fordi tyvens manipulerende metode, hendes svage syn og alder gør, at hun ikke tænker klart i øjeblikket, oplyser sønnen og tilføjer, at sagen påvirker hans mor meget.
Læs også
Klar med opfordring
Nordsjællands Politi modtager anmeldelsen om svindel mod den 90-årige kvinde fredag 3. januar kl. 16.36. Til Sjællandske Nyheder oplyser politiet, at de er i gang med at efterforske sagen.
Sønnen opfordrer andre til at tale endnu mere med deres kære om risikoen for tricktyveri, og de metoder der bruges.
- Det er utroligt sørgeligt, at der er mennesker, der ikke har nogen samvittighed, siger han.
I slutningen af august blev 88-årige Rita fra Hørsholm også udsat for et svindelnummer. Her stod sønnen Christian frem. Han har senest fortalt til Sjællandske Nyheder og i podcasten "Rejseholdet", at oplevelsen har påvirket moderen så voldsomt, at hun ikke længere kan bo alene og nu er flyttet i beskyttet bolig.
Gode råde mod svindel
1. Vær på vagt – det er svindel, hvis nogen ringer og beder dig overføre penge
2. Smæk røret på – hellere et nej for meget
3. Udlever aldrig oplysninger om betalingskort og koder
4. Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet (på 114), en ven eller et familiemedlem. Du kan eventuelt få navnet på personen, der ringer, afslutte samtalen og ringe til bankens hovednummer og spørge efter personen
5. Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret
6. Overvej at blive fjernet fra Krak og få hemmeligt nummer. Så kan svindlere ikke finde dit telefonnummer og din adresse
7. Overvej, hvilke personlige oplysninger du deler på sociale medier. Svindlere kan fx bruge din fødselsdato eller oplysninger om, hvor du bor, til at svindle dig.