Det er ikke engang en uge siden, at sneen ramte Sjælland flere steder – og nu er der mere på vej, som forventes at ramme allerede fredag.
Det fortæller Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Sjællandske Nyheder.
- Dagen starter med lidt eller nogen sol de fleste steder, men i løbet af dagen bliver der dannet nogle byger ude ved Kattegat, som trækker ned over Sjælland. Det kan give anledning til noget sne og slud, fortæller vagthavende meteorolog Klaus Larsen til Sjællandske Nyheder.
Ikke voldsomt
Er du en af dem, som ikke er glad for store snemængder, er der dog gode nyheder. DMI regner nemlig ikke med, at det er et større snevejr, som rammer.
- Der kan nok falde omkring et par centimeter sne. Det er hovedsageligt i den nordlige del af Sjælland og ned langs nordøstkysten, at der kan falde sne. Det vil nok blive noget tøsne, da vi ligger lige på den positive side af frysepunktet, forklarer Klaus Larsen.
Temperaturerne kommer til at ligge et sted mellem nul til to grader. Samtidig vil det være blæsende med en let til frisk vind. Derfor vil det føles noget køligere i dag, og man skal derfor huske det varme tøj.