Hvem skal have Publikumsprisen 2024? Det kan du være med til at afgøre.
Borgerne i Vordingborg Kommune har nu mulighed for at stemme på deres favorit til prisen. Afstemningen er åbnet, og fem nominerede er udvalgt af kulturpriskomiteen på baggrund af borgernes indstillinger.
De nominerede er:
Havblik Festival, Gyldne dage i Præstø, Præstø Litteraturfestival, Café Borre og Scene 1.
Afstemningen løber frem til mandag 20. januar klokken 12, og vinderen afsløres ved en prisfest på STARS i Vordingborg fredag 24. januar.
Stemmer kan afgives på Vordingborg Kommunes hjemmeside - på vordingborg.dk/frivillig/kulturpriser/publikumsprisen-2024.
Kunstnere hædres
Udover Publikumsprisen uddeles ved prisfesten også tre kulturpriser til kunstnere, der arbejder med temaerne natur og kunst. Modtagerne er:
Ursula Munch-Petersen for nytænkning af keramikkens formsprog, Rune Bosse for at skabe et nyt perspektiv på forholdet mellem menneske og natur samt Aksel Haaning for at bringe glemt visdom tilbage i nutidens diskussion om vores forhold til naturen.
Alle interesserede er velkomne til at deltage i fejringen, oplyser Vordingborg Kommune.