En virksomhed med adresse i Albertslund solgte pirat-tv til et stort antal kunder. Det fastslår Retten i Glostrup onsdag i en dom.
Firmaet Sat Media Aps. får konfiskeret 313.000 kroner i udbytte, oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse om dommen.
Samtidig er tre mænd fundet skyldige. Den ene var hovedmand og skal af med et udbytte på en million kroner.
Straffen for hans overtrædelse af ophavsrettighederne er fængsel i et år. Men han skal ikke tilbringe tid bag tremmer. I stedet skal han udføre ulønnet samfundstjeneste i 200 timer.
I alt drejer straffesagen sig om godt 2000 kunder, som på ulovligt grundlag fik mulighed for at kigge på flere hundrede tv-kanaler.
De grove krænkelser af ophavsretten skete fra 2018 og frem til 2021, fremgår det af anklageskriftet fra National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.
Hos NSK mente man, at der var tjent i alt mere end fire millioner kroner på ulovlighederne, men retten er nået frem til et noget lavere beløb, altså cirka en million kroner.
Anklageren i sagen hæfter sig ved, at de tre mænd stod bag, hvad der udadtil lignede en legitim forretning. Og at de tjente penge på at distribuere tv-kanaler, som de ikke havde rettighederne til.
- Det er gået ud over rettighedshaverne, hvis materiale er blevet distribueret ulovligt og uden nogen former for betaling, siger anklagerfuldmægtig Brian Borgstrøm i pressemeddelelsen.