Trods vildt comeback taber Rødovre for 15. gang i træk

Rødovre Mighty Bulls kan slet ikke få det til at fungere på isen, og tirsdag tabte holdet igen i Metal Ligaen

Odense Bulldogs' Joakim Thelin var hårdt ved Rødovre Mighty Bulls tirsdag. Han stod for fire mål og to assister i fynboernes sejr. (Arkivfoto).

Odense Bulldogs' Joakim Thelin var hårdt ved Rødovre Mighty Bulls tirsdag. Han stod for fire mål og to assister i fynboernes sejr. (Arkivfoto).

Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

16. november 2024 kunne ishockeyherrerne fra Rødovre Mighty Bulls rejse glade hjem fra Vojens med en flot 4-3-sejr over de forsvarende mestre fra Sønderjyske.

Siden da har Rødovre-holdet dog intet haft at juble over. Tirsdag den 7. januar tabte man 6-7 på udebane til Odense Bulldogs - Rødovres 15. nederlag i træk i Metal Ligaen - efter en vanvittig afslutning på kampen i overtid.

Efter 33 spillerunder af grundspillet ligger holdet ubehjælpeligt sidst i tabellen med blot 14 point. Frederikshavn White Hawks ligger lige over. Nordjyderne har 45 point.

Odense ligger nummer to i tabellen med 58 point.

Rødovre kom helt skidt fra land i Odense tirsdag. Der var blot spillet 18 sekunder af opgøret, da Joakim Thelin bragte fynboerne i front.

Og han skulle vise sig at blive et mareridt for Rødovre. Svenske Thelin scorede fire mål i kampen og assisterede ved yderligere to af hjemmeholdets scoringer.

Odense var foran både 1-0, 2-1 og 3-2, men alle gange formåede Rødovre at udligne.

Med 12 minutter igen af kampen levede håbet om at stoppe den pauvre stime, men på tre minutter så Odense ud til at dræbe det med to scoringer.

Malte Setkow tændte et lille håb igen fem minutter før tid med reduceringen til 4-5, men endnu en Thelin-scoring halvandet minut før tid til 6-4 punkterede spændingen. Troede alle.

For Rødovre leverede et af sæsonens vildeste comebacks. 34 sekunder før tid reducerede Jere Henriksson til 5-6, og blot fire sekunder før slutfløjt bragte Malte Setkow vild jubel hos gæsterne, da han udlignede og tvang kampen ud i overtid.

Og her så man igen, hvorfor Rødovre ligger helt isoleret i bunden.

Man skulle mene, at Joakim Thelin havde gjort opmærksom på, at der burde holdes øje med ham. Alligevel kunne han blot 19 sekunder inde i forlængelsen afgøre kampen.

Rødovre fik et enkelt point til den slunkne pointkonto - men led 15. nederlag i træk alligevel.

Rødovre Mighty Bulls har tabt15 kampe i træk, hvilket er kedelig klubrekord
Rødovre Mighty Bulls har tabt15 kampe i træk, hvilket er kedelig klubrekord Foto: Daniel Storch

Historisk dårlig stime

Nederlaget i Odense var med til at forværre en i forvejen historisk dårlig nederlagsstime. Rødovre Mighty Bulls har som eneste danske klub været en del af landets bedste række siden 1964, og aldrig før i klubbens historie er holdet løbet ind i 15 nederlag i streg.

Ishockeyekspert og redaktør på metalligaen.dk, Michael Søvsø, drømmer om igen at se Rødovre Mighty Bulls længere oppe i tabellen.

- Man skal ikke meget lang tid tilbage, før Rødovre havde et tilskuergennemsnit på 2500. Nu er det under 1000. Det gør ondt at se, og jeg tror, der er mange, der ønsker, at Rødovre igen blander sig i toppen, for det er virkelig en ishockeyby, og det skulle gerne afspejle sig i tabellen og på lægterne, fortæller Michael Søvsø.

Han tager til gengæld hatten af for tyrenes fighterhjerter.

- De sidste mange kampe har Rødovre spillet lige op med modstanderne, men de har også bundholdets lod. Der har været flere kampe, hvor afrettede skud ender i nettet. Den type mål får Rødovre imod sig i øjeblikket. Men de lægger sig ikke ned, selvom de er håbløst bagud i tabellen, og det må man give dem kredit for, siger Michael Søvsø.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...