En dag i de hellige nætters tid døde klimaaktivisten, skuespilleren og tusindkunstneren Jytte Abildstrøm. Verden blev en uforlignelig ildsjæl fattigere, og Kristofferskolen mistede sin have-fe.
Det var Jytte Abildstrøm der for cirka 15 år siden tog initiativ til Det Økologiske Kulturlaboratorium på vores skole. Hun kom en dag og præsenterede sin vision for os - en vision om at skabe et kulturelt mødested i lokalområdet, et omdrejningspunkt for økologi, kunstnerisk virke og leg.
Vi sagde ja! Jytte Abildstrøm og en række af hendes kolleger gav generøst et storstilet støtteshow for fulde huse i Roskilde-Hallerne. Projektet var skudt i gang, og Jytte Abildstrøm udnævnte sig selv som Kristofferskolens have-fe.
Læs også
- Peter Mygind efter Jytte Abildstrøms død: Voldsomt og følsomt
- Jytte Abildstrøm medvirker i Det sidste ord
- Der kommer aldrig en Jytte Abildstrøm igen
- I kirken skilte Jytte Abildstrøm sig kun ud med sit flammerøde hår
Da vi begyndte at anlægge de første bede i haven, kom hun med udplantningsplanter, som hun havde fået til os hos Årstiderne, og da vi begyndte at holde fortælledage, var hun en trofast og skattet fortæller og dukkefører gennem mange år.
Uden Jytte Abildstrøm havde vi næppe haft en skolehave. Uden hende, vil mange kunne sige, var dét og dét ikke sket …
Der kan skrives en lang liste over alle de steder, projekter, hændelser og inspirationer som er blevet til ved denne lille rødhårede kæmpestore vilde kvinde.
Hun har sat dybe grønne og spraglede fodspor overalt hvor hun kom - og hun har vel nærmest været over det hele.
Tusind, tusind tak! Hep for Jytte Abildstrøm!