Midt- og Vestsjællands Politi har hele dagen undersøgt omstændighederne omkring den 17-årige pige, der mandag morgen blev fundet liggende livløs i Roskilde bymidte.
Nu arbejder politiet ud fra en teori om, at kvinden er blevet påkørt på vej til skole.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
- Politiets efterforskning har ført frem til, at flere af den unge kvindes genstande blev fundet på Stændertorvet. Derfor arbejder vi ud fra en formodning om, at hun er blevet påkørt af en flugtbilist på Stændertorvet. Hvordan hun så er havnet i Blågårdsstræde kan vi endnu ikke sige noget om, lyder det fra vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.
Politiet ved dog, at pigen blev sat af på vej i skole.
- Vi ved, at kvinden var på vej til sin uddannelsesinstitution. Hun blev sat af ved VUC i Læderstræde i Roskilde cirka kl. 7.50. Så derfor vil vi gerne høre fra alle, der har set noget mistænkeligt i området omkring det tidspunkt, siger Lars Krogsgaard.
Den 17-årige er ikke elev på VUC, men blev sat af der for så at gå til sin uddannelsesinstitution.
Søger vidner
- Vi håber bare, at der er en, der melder sig, siger Lars Krogsgaard til Sjællandske Nyheder.
- Og så arbejder vi videre med, at der godt kan ligge en forbrydelse bag, så vi har selvfølgelig alle døre og vinduer åbne i forhold til en bred efterforskning, siger han.
Vicepolitiinspektøren mener ikke, at der kan være tale om et uheld, hvor den 17-årige eventuelt kan være faldet på de sneglatte veje.
- Ikke med de skader, der er vi ret overbevist om, at der har været en bil involveret.
Politiet har brug for at høre fra alle, der har en viden om, hvordan pigen blev livsfarligt kvæstet. Hvis man har informationer i sagen,bedes man kontakte politiet på 114.
Pigen har brun hud, brunt langt og krøllet hår. Hun var iført mørke bukser, mellemlang sort dynejakke, rød stribet trøje, røde strømper og mørke bamsestøvler.
Den 17-årige pige, der er fra lokalområdet, blev fundet liggende livløs i vejkanten i Blågårdsstræde ud for Bondetinget klokken 8.18 af en forbipasserende, der straks ringede 112.
Hun blev kørt til hospitalet med alvorlige skader, og er mandag eftermiddag fortsat i kritisk tilstand.
Politiet oplyser her til aften klokken 18.41, at de nu er færdige deres vores tekniske undersøgelser på Stændertorvet i Roskilde, og de har derfor fjernet afspærringerne igen.
Samtidig har politiet talt med flere vidner og er i gang med at indsamle overvågning fra stedet.