Torsdagstræffet - det store motortræf på arealerne ved Roskilde Havn - ruller en tur mere i 2025.
Det orienteres politikerne om på det næste møde i plan- og teknikudvalget. Men når den sidste bil er trillet hjem til september, er det også sidste gang, der har været torsdagstræf på arealerne ved Roskilde Havn, kan man læse af dagsordenen til mødet.
Inden sidste sæson var træffet ved at måtte lukke, fordi ingen tog ansvaret og ville fungere som arrangør. Men det lykkedes til sidst at finde folk, som ville påtage sig ansvaret, og oven på erfaringerne fra sidste år anbefaler forvaltningen, at træffet får lov at være på havnen også i år 2025.
Forvaltningen har vurderet, at den løbende dialog med arrangøren, tilsyn ved træffet, opsamling på klager og dialog med politiet gør, at arrangementet kan fortsætte.
- Det var ikke fejlfrit sidste sæson, men det var meget, meget bedre end de foregående år, og vi oplever en arrangør-gruppe, som virkelig gør en indsats for, at træffet og naboerne kan sameksistere, siger Morten Marcher, vej- og parkchef i Roskilde Kommune.
Læs også
- Hadet og elsket begivenhed har fundet en måde at overleve på
- En belønning til dem der har støjet og har skræmt de gamle biler væk
- Ny arrangør tager alligevel ansvar for hele torsdagstræffet
- En fik taget bilen og en anden et klip i kortet til genstartet motortræf
- Torsdagstræf afblæst efter problematisk debut
- Havnetræf forventes officielt aflyst - det gør myndighederne torsdag
- Torsdagstræf er tilbage efter 14 dages nedlukning
Træffet holdes de fleste torsdage fra midt i maj til september, og der er åbent til det store grønne areal ved havnen fra cirka klokken 16 til 20.30.
Klagerne over træffet handler nu typisk om kørslen til og fra træffet, særligt på Sankt Clara Vej.
- Vi kan ikke klandre arrangøren for, hvordan folk kører på offentlig vej. Men vi er klar over, at det er en opgave, vi skal have politiets hjælp til, og det er der forståelse for, siger Morten Marcher.
Men hvis træffet er blevet bedre hen over sæsonen, kan det virke mærkeligt, at det allerede er sikkert, at det skal flytte i 2026.
Det skyldes, at Vikingeskibsmuseet skal til at bygge sin nye hal i 2026, og den skal ligge på en større bid af det grønne areal.
- Vi har ikke fundet en endelig placering til træffet endnu. Det er ikke nødvendigvis sikkert, at det skal være et kommunalt areal. Vi er i dialog med flere, og der har blandt andet været set på et areal ved Roskilde Lufthavn, men også mod Hedeland, fortæller Morten Marcher om processen med at hjælpe arrangørerne i en anden retning.