To unge mænd havde natten til fredag skruet op for festlighederne og valgt at fylde sig med et meget farligt stof. Det var tæt på at koste den ene mand livet.
Klokken 04.52 blev politiet kontaktet af en ambulance, der oplyste, at de var på vej til sygehuset med en ung mand, der havde taget en livstruende overdosis af tramadol, de såkaldte opioider.
Den unge mand blev hentet på en adresse i Rødvig.
På trods af den unge mand havde havde taget en overdosis, var han alligevel i stand til at bekymre sig om sin kammerat på vej til sygehuset. Han fortalte nemlig ambulanceredderne, at hans kammerat også havde taget opioider, og at han derfor var bekymret for ham.
Det lykkedes politiet at få kontakt til kammeraten, der erkendte, at han også havde taget tramadol.
Kammeraten fortalte dog, at han var ok, og at der var bekendte, der holdt ham under opsyn. Politiet opfordrede ham til at kontakte Giftlinjen for at søge vejledning, da en overdosis af opioider kan være livstruende og samtidigt er stærkt vanedannende.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.