Forbrugerøkonom løfter slører for hvordan hun selv bruger sine penge

31-årige Ida Marie Moesby, der arbejder som forbrugerøkonom hos Nordea, sparer omkring 30-40 procent af sin indtægt op. Blandt andet til et fremtidigt boligkøb. (Arkivfoto).

31-årige Ida Marie Moesby, der arbejder som forbrugerøkonom hos Nordea, sparer omkring 30-40 procent af sin indtægt op. Blandt andet til et fremtidigt boligkøb. (Arkivfoto).

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Ida Marie Moesby er uddannet økonom og sætter hver dag vores privatøkonomi under lup i sit job som forbrugerøkonom hos Nordea.

Her løftet hun sløret for, hvordan hun bruger sine egne penge.

Hvad har du senest brugt penge på?

- Jeg er gravid og venter barn til februar, så babyudstyr er noget af det, der fylder mest lige nu. Det kan hurtigt blive en ret dyr affære. Heldigvis har jeg kunnet finde nogle forskellige ting brugt, så man kan få det lidt billigere.

- I går var jeg til dyrlægen med min kat, så hvis man kigger på min konto, så er den seneste udgift nogle tusind kroner til en dyrlægeregning, jeg håber kan blive dækket af forsikringen.

Hvad er dit allerbedste spareråd?

- At man skal lægge et budget, for det er simpelthen en øjenåbner for langt de fleste, når man får kigget på, hvordan man egentlig bruger sine penge. Ofte vil man finde nogle udgifter, man fortryder, eller hvor man tænker "hvorfor prioriterede jeg det?". Så der kan man se, hvis der er nogle helt oplagte steder at spare i det daglige.

- Jeg har for eksempel fået øjnene op for, at jeg havde tre streamingtjenester, og jeg brugte egentlig ikke rigtig de to.

Hvad vil du aldrig spare på?

- Inden for de seneste år er jeg begyndt ikke at ville gå på kompromis med gode pladser til kulturoplevelser. Når vi vælger at prioritere at gå i teateret for at se "Anastacia" eller ballet eller noget andet, så synes jeg bare, det er fedt at sidde ordentligt. Det behøver ikke at være på forreste række, men jeg vil hellere bruge de ekstra penge på ikke at sidde helt oppe under loftet eller bag en stolpe - og være sikker på at få den fulde oplevelse.

Hvor hænger pris og kvalitet for dig ikke sammen?

- Det er helt klart rejser. Nogle af de bedste rejser, jeg har været på, har ikke været de dyreste. I sommer var jeg for eksempel afsted med tre venner, jeg rejser sammen med, og vi var Thy og tog så ned til Fanø. Det var sådan en fed tur, og det var ikke så dyrt, fordi vi boede i Airbnb. Nogle gange kan oplevelsen blive endnu mere lokal, hvis man vælger at rejse på en måde, hvor man ikke bor så fancy.

Hvad er din guilty pleasure?

- Efter at være blevet gravid, kan jeg ikke længere lide kaffe, og så har jeg manglet en god erstatning. Jeg har fundet ud af, at i vores café inde på arbejdet, kan man købe chai latte - altså sådan en kanelagtig tedrik, som nok i virkeligheden mere er en dessert. Den er jeg blevet helt vild med. Så jeg prøver at styre, at jeg ikke får købt den for tit, men hver gang jeg kan se i min mobilbank, at jeg har brugt 33 kroner, så er det sådan en, jeg har købt.

Hvad er de dummeste penge, du har brugt?

- Jeg bliver virkelig frustreret over parkeringsbøder, og de er meget dyre, men jeg har haft nogle episoder her det seneste halve år. Jeg har en elbil, og så har jeg tænkt: Her kan jeg holde og lade. Og så har jeg ikke fået set, at man kun måtte holde der i fire og ikke fem timer.

- Jeg har endda betalt for parkeringen på min app, jeg har bare holdt der en time mere, end man måtte. Det er følelsen af, jeg faktisk har gjort mit forarbejde - bare ikke godt nok. Det er både meget frustrerende og en dyr, dum udgift.

Hvad er de klogeste penge, du har brugt?

- Min kat, Maggie. Det er en stor udgift at have en kat, men jeg er simpelthen så glad for den. Jeg synes også godt, at det kan være klogt, hvis det er det, man gerne vil prioritere. Jeg købte den som killing på Den Blå Avis fra en, hvor det viste sig, at der var allergi i familien.

/ritzau fokus/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...