I 11 år er der blevet langet tøj over disken til børn og unge i forretningen på Ro's Torv, men nu er det slut. Butikken er under konkurs.
Det fortæller ejer af Trendstar, Tine Hviid, på forretningens facebookside, Trendstar.dk.
Her skriver hun:
"Vi har desværre været nødt til at lukke Trendstar, da vi er under konkursbehandling. Vi er kede af, at vi ikke kan servicere jer i forhold til bytning af julegaver."
Beskeden blev lagt på Facebook 2. juledag.
Læs også
- Butiksejer kritiserer planlægningen af vejarbejde
- Susanna og Frank spurgte deres unge ansatte til råds om ny butik
Butiksejeren har også selv en idé om, hvorfor det ikke har kunnet løbe rundt.
"Vi har kæmpet alt, hvad vi kunne, men detail har ændret sig markant. Efter corona og energikrisen har kundernes forbrugsmønstre ændret sig rigtig meget. Vi er oppe imod genbrug og udenlandske webshops, og det er en kamp, vi ikke kan vinde. Jeg håber inderligt, at I vil fortsætte med at støtte jeres lokale butikker, så vi fremover stadig har fysiske butikker at handle i," skriver Tine Hviid, inden hun slutter af med at takke forretningens kunder gennem mange år.
Trendstar Aps, som virksomheden retteligt hedder, har ifølge cvr.dk haft et underskud på over en million kroner i både 2022 og 2023, mens det lige løb rundt i 2021. Trendstar har også tidligere haft butikker i Rødovre Centrum, Holbæk, Hillerød og Helsingør.
2024 har været en pose blandede bolsjer for butikkerne i centret. Senest er der blevet skudt med skarpt, fordi et kæmpe fjernvarmerenoveringsprojekt skræmmer kunderne væk, imens andre har forsøgt sig med ny butik i centeret målrettet mod unge.